
Stefan Jepsen, som blev kendt fra programmet ‘Stor mand’, har haft en ærgerlig oplevelse.
Er det virkelig okay at demotivere dem, der aktivt forsøger at ændre deres liv til det bedre?
Det er en af de tanker, som Stefan Jepsen sidder tilbage med, efter han har været ude på en af sine cykelture.
Her havde han en ubehagelig oplevelse, som han har ønsket at dele med sine følgere.
Stefan, der blev kendt for TV 2-programmet ‘Stor mand’, har været igennem en vanvittig forvandling.
I programmet vejede Stefan 350 kilo, og han havde et brændende ønske om at tabe sig.
Siden da har han kæmpet en fantastisk kamp og har tabt sig mere end 200 kilo.
Vægttabet har også været med til at gøre, at han nu har kunnet dyrke noget, som han ikke har kunnet gøre længe – cykle dejlige ture.
– Den frihed jeg oplever i at komme nemmere og længere rundt, jeg elsker det, skrev han tidligere i år.
Det lader dog til, at der er nogle, der har haft et behov for at fortælle Stefan, hvordan han i stedet bør træne.
“Hold kæft en idiot”
I et opslag på Instagram kan han fortælle, at han har været ude for en ubehagelig oplevelse, hvor han fik sig en overfusning af en bilist, der ligefrem steg ud af bilen for at tale med ham.
– Han begynder at fortælle mig, at når man er så tyk som mig, bør jeg løbe i stedet for at cykle, for ellers vil jeg aldrig tabe mig.
– Min første tanke var “hold kæft en idiot”, og fortælle ham det. Men da jeg opdager, at der sidder to mænd mere i bilen, tænkte jeg, det nok var klogest at lade være, hvorfor jeg blot kiggede på ham, rystede på hovedet og cyklede videre.
Oplevelsen satte gang i tankerne og en undren hos Stefan, som han efterfølgende har valgt at dele.
– Hvad sker der for, at selv når et overvægtigt menneske aktivt prøver at skabe en ændring i sit liv, skal det fornedres i offentligt rum?! – Er det ikke svært nok at holde dampen oppe uden den slags?
Afslutningsvis vælger Stefan at minde danskerne om noget, som vi alle bør huske – næstekærlighed.
– Jeg vil altid slå et slag for, at der skal være plads til alle i samfundet, men lige sådan nogle typer der, synes jeg ikke er videre bevaringsværdige. Husk at smile til dem, I møder på jeres vej, næstekærlighed er vejen frem!
Du kan læse Stefans opslag herunder.
Hvor lyder det ubehageligt, Stefan. Du har helt ret. Lad os nu huske at smile til hinanden i stedet.