
Pinsen bød på en fantastisk dag for Thomas Evers Poulsen og Sæþór Kristínsson. De blev nemlig gift. Her få dage efter brylluppet har de taget en stor beslutning.
Mens mange danskere nød den ekstra fridag som pinsen bragte med sig, så vil den weekenden altid stå lysende klart i Thomas Evers Poulsens og Sæþór Kristínssons hukommelse. Det var nemlig her, de sagde ja til hinanden.
Parret, der har været sammen siden 2015, blev sidste år forlovet. Det skete under en ferie til Italien. Her faldt danseren på knæ for sin udkårne og fik et stort ja. Siden gik den store planlægning i gang for at skabe den perfekte dag for dem, og i weekenden var de omringet af venner og familiemedlemmer, der ville fejre den store dag sammen med dem. Blandt gæsterne fandt man blandt andre Mascha Vang og Lisbeth Østergaard.
Mens danseren var iført et klassisk sort jakkesæt, så havde den tidligere ‘Den store bagedyst’-vinder fået lavet et helt fantastisk hvidt sæt til den store dag.
Det var Astrid Krag, der havde æren af at vie Thomas og Sæþór. Politikeren og danseren blev sat sammen i ‘Vild med dans’ i 2014, hvor de nåede til semifinalen. Siden har de holdt ved venskabet, og Astrid Krag fik altså lov til at spille en stor rolle ved det romantiske bryllup.
Det nye ægtepar svæver stadig på en lyserød sky, og nu har de taget en stor beslutning.
Rejser udenlands
Efter et bryllup rejser mange nye ægtepar væk for at nyde hinanden og kærligheden på en bryllupsrejse. Og selvom Thomas Evers Poulsen og Sæþór Kristínsson snart drager væk hjemmefra, så er det et andet pars kærlighed, som de skal fejre.
– Kan man kalde det en lille bryllupsrejse, når man efter sit bryllup rejser udenlands for at fejre et kobberbryllup, skriver parret på Instagram og fortsætter:
– Vi glæder os i hvert fald, til at flyve videre på vores lyserøde sky til en weekend i kærlighedens tegn.
Nu hjælpes vi ad med at ønske parret tillykke med brylluppet!
LÆS MERE:
- Thomas Evers Poulsens forlovede i vild forvandling
- Thomas Evers Poulsen deler nyt om sin mor efter ulykken