Den amerikanske præsident kommer med en bemærkelsesværdig påstand om den igangværende konflikt med Iran.
Donald Trump hævder i et interview i podcasten ‘Pod Force One’, at Iran har accepteret ikke at erhverve atomvåben.
“De er allerede gået med til, at de ikke skal have et atomvåben,” siger Trump i interviewet ifølge Ritzau.
Øverste leder involveret
Den amerikanske præsident tilføjer desuden, at Irans øverste leder Mojtaba Khamenei deltager aktivt i de igangværende forhandlinger mellem Iran og USA.
USA og Israel har længe beskyldt Iran for at arbejde på at udvikle atomvåben. Iran har derimod konsekvent afvist, at der skulle være hold i dette
I stedet har de holdt fast i, at deres atomprogram udelukkende tjener fredelige formål.
Baggrund for konflikten
De gentagne amerikanske og israelske anklager om udvikling af atomvåben dannede grundlag for, at de to lande i juni sidste år angreb iranske atomanlæg.
Forud for den nuværende krig, som USA og Israel iværksatte i slutningen af februar, advarede Trump om, at Iran var i gang med at genopbygge sit atomprogram efter de forudgående angreb.
Men skal man tro Trumps seneste udmelding, er Iran nu gået med til, at de ikke skal have mulighed for at udvikle og have atomvåben.