TV 2-deltageren har afsløret, at hun har været igennem en hård periode, hvor hun blev holdt meget udenfor.
Man kan ikke komme udenom, at tempoet er højt i det populære TV 2-program ‘Nybyggerne’, hvor i alt fire par på kort tid skal forsøge at lave tidligere lægehuse om til hver deres drømmebolig.
I mandagens udgave af programmet bestod opgaven af, at en gang og et værelse skulle stå færdigt på tre døgn.
Parrene fik mulighed for selv at være herre over, hvad værelset skulle bruges til, og i det røde hus besluttede Josefine Aliths Lund Engholm og Lasse Kamp at satse på at lave et rum til Josefines kreative projekter.
Mens de to er i færd med at lægge en sidste hånd på rummet, ender deres samtale med at handle om venskaber, hvilket får Josefine til at fortælle om en vanskelig tid i sit liv.
Årevis uden fællesskab
I dag har Josefine heldigvis ingen problemer med at forestille sig, at venner kommer på besøg i deres potentielt nye hus, men billedet har ikke altid set sådan ud. For rullende kameraer beskriver hun nemlig en tid, hvor hun stod alene.
“I dag har jeg de skønneste og tætteste veninder, men det har jeg ikke altid haft. Mine sidste år af folkeskolen og hele gymnasietiden var virkelig hård, fordi jeg var meget udenfor. Det var især hårdt, fordi jeg ikke vidste, hvorfor jeg var udenfor. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvad det var,” siger hun.
Ifølge SE og HØR fortæller hun også om, at hun var klar over, at de andre holdt kontakten indbyrdes, uden at hun selv var med.
Nemmere med alderen
Heldigvis kan hun også afsløre, at det med årene er blevet lettere for hende at knytte nye bånd.
“Efter jeg er blevet ældre, så synes jeg, at det er nemmere at få de her bekendtskaber. Jeg sætter virkelig meget pris på dem, jeg har nu, især fordi jeg ikke har haft det tidligere og har følt manglen og savnet,” fortæller hun.
Selv om hun i en periode havde svært ved at finde et fællesskab, går det efter hendes eget udsagn helt fint i dag.