TV 2-profilen har afsløret, at hun er rigtig stolt af sin datter, der har fået debut på landsholdet.
I familien Scheuer ser det ud til, at den store interesse for sport er gået i arv.
I weekenden kunne den blot 19-årige Carli Scheuer Moesgaard nemlig glæde sig over at spille sin første kamp for Danmarks A-landshold, da holdet tørnede sammen med Canada på udebane.
Hendes mor, den kendte TV 2-tennisekspert Tine Scheuer-Larsen, har ikke lagt skjul på, at hun er tydeligt stolt og har delt en række billeder af datteren på Instagram.
“Man starter som lille og pludselig starter man inde! Godt arbejde,” skriver hun i sit opslag.
Var Danmarks bedste
Tine Scheuer-Larsen er da heller ikke blevet tennisekspert på TV 2 uden grund. Hun kender nemlig selv til kravene i eliteidræt.
Hun spillede tennis på eliteplan i 1980’erne og 1990’erne og var frem til Caroline Wozniackis gennembrud den bedst placerede danske kvinde på ranglisten.
Nu er det datteren, der har taget over på elitesporten, da hun har sin daglige gang i FC Nordsjælland.
Spillede hele kampen
Den flotte debut kommer dog ikke den som den store overraskelse, for hun har allerede 47 kampe for U-16-, U-19- og U-23-landsholdene i bagagen, skriver SE og HØR.
Og meget tyder da også på, at landstræner Jakob Michelsen kunne lide det, han så.
Da det var en testkamp, havde holdene undtagelsesvis lov til at foretage op til 11 udskiftninger, og Michelsen satte ti nye spillere ind i halvlegen.
Kun Carli Scheuer Moesgaard fik lov at fortsætte og var dermed den eneste, der spillede hele kampen.
https://www.instagram.com/p/DeTecAkjY6G/