TV 2-vært åbner op om mørk side: Noget klikker bare i mig

Seerne kender ham som en glad og smilende tv-vært, men en hændelse ved et supermarked har afsløret noget helt andet.

For tv-seerne er Mikkel Kryger det smilende og venlige ansigt, der i mange tilfælde er med til at give morgenen en god start med ‘Go’ morgen Danmark’ på TV 2.

Nu fortæller han dog om, at der faktisk også findes en ganske anden side af ham, som han har skammet sig over.

Det gør han over for TV 2.

Kogte over

For nylig kom netop denne side af ham til udtryk midt på gaden, hvor han endte i en situation, som han helst havde været foruden.

Kryger holdt i denne forbindelse ind til siden ved en Netto-forretning, så hans hustru og et af hans børn kunne gå ind og handle, da bilisten bag ham brugte hornet en tredje gang.

Der satte han tilsyneladende grænsen, og så kogte det over i ham.

“Dér klikker noget bare i mig,” siger han.

Fortrød med det samme

Han sad dog ikke blot og rasede i bilen. I stedet forlod han bilen, gik hen til den anden bil med hånden knyttet og slog næven mod sideruden ved føreren.

Kryger angrede straks sin handling, men inden han kunne sige undskyld, var den anden bilist kørt væk fra stedet.

Den 43-årige vært har nu åbnet op om sin vrede, da han har valgt at være en del af dokumentaren ‘Når vreden tager over’, som TV 2 sendte torsdag klokken 20.

 

Læs mere om...