Marius Borg Høiby, der er søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit, har fået tilladelse til at forlade sin varetægtsfængsling.
Det er dog kun midlertidigt, at han får udgang, da det er for at deltage i et møde vedrørende moderens lungefibrose.
Det oplyser hans forsvarer, Petar Sekulic, ifølge Ritzau til det norske medie TV2.
Fik afslag
Norsk politi afviste i første omgang Marius Borg Høibys anmodning om, at han kunne få lov til at deltage i mødet, da formålet ikke var tilstrækkeligt beskrevet.
“På baggrund af en samlet vurdering af informationen, som vi fik, en krævende ressourcetilstand den pågældende dag og almindelig praksis for fremstilling af indsatte i varetægt, valgte vi at afvise anmodningen,” siger politiadvokat Oda Karterud til TV2.
Det var herefter Kriminalomsorgen, som er den norske pendant til det danske fængselsvæsen, der valgte at melde sig på banen.
“Det anså vi også som en god løsning,” siger Karterud.
Er alvorligt syg
Kronprinsesse Mette-Marits tilstand er ifølge en pressemeddelelse fra det norske kongehus nu så alvorlig, at hun er blevet placeret på en liste og står i kø til at få en lungetransplantation.
I pressemeddelelsen var der desuden en udtalelse fra en overlæge og lungespecialist ved Rikshospitalet i Oslo. Det vil sige, at kronprinsessen til enhver tid er nødt til at stå klar til at modtage en lunge.
Kronprinsessen har i en årrække lidt af lungefibrose. Det er denne tilstand, der nu har nået et stadie, hvor der hurtigst muligt er brug for en transplantation.