Et kort kongeligt visit har en pris i den høje ende – og det er ikke alle, der mener, at det er pengene værd.
Skive Kommune kommer til at punge ud med et seriøst beløb for at få kong Frederik og dronning Mary på besøg 9. oktober, hvor byen fejrer 700 år som købstad.
Kongeparrets ophold i byen har en samlet varighed på to timer og 15 minutter, men ender alligevel med at løbe op i 400.000 kroner. Det svarer til 177.700 kroner for hver time, hvor de befinder sig i byen.
Tallene kommer direkte fra byens borgmester Alfred Brunsgaard, der over for mediet TV Midtvest har forklaret, at beløbet stammer fra et overskud på de store arrangementer, kommunen har holdt i jubilæumsåret.
Kunne være gået til andet
Uden besøget og festlighederne ville summen have ligget i kommunens kasse, hvorfor pengene også kunne have været brugt til andre formål.
“Jo, så var de røget i kommunekassen til andet. Det ville også være sket alle andre steder,” siger Alfred Brunsgaard til mediet.
Programmet, som kommunen allerede har delt på nettet, viser, at parret ankommer i Skive klokken 13.15, hvor de bliver taget imod af borgmesteren og hans hustru. Dronning Mary får i denne forbindelse også overrakt blomster af en borger.
Derefter er der håndtryk med nogle af de fremmødte, inden parret klokken 13.25 møder byrådets medlemmer på Det Gamle Rådhus og modtager en gave.
Kritik af spisested
Klokken 13.50 går turen videre i bil til Fjordbadet. Her venter endnu en buket til dronningen, hvorefter en snor skal klippes, og vinterbaderne går i vandet.
Klokken 14.45 går parret til Rosenhøj, hvor der serveres tapas stående, og 15.30 er hele arrangementet slut.
Besøget har allerede fået kritik – ikke som sådan for den høje udgift, men derimod for valget af restaurant. Rosenhøj har nemlig ingen overenskomst, og det har fået 3F op af stolen.
“Det har selvfølgelig en signalværdi, når man vælger en restaurant, der ikke vil være med til at sikre ordentlige forhold, når der er så mange andre restauranter i nærområdet, som har ordnede forhold,” sagde Lars Lund Kluw, formand for 3F i Skive, til TV Midtvest tidligere i oktober.
Borgmesteren har dog valgt at holde fast i valget og har her henvist til stedets placering.