Her er kongefamiliens juleplaner

Julen nærmer sig med hastige skridt, og nu bekræfter kongehuset, hvor kongefamiliens medlemmer skal holde jul i år. Her er der et brud med en ellers ret fast tradition.

Julen nærmer sig i den grad. På søndag er det første søndag i advent og på mandag starter december – en måned som især mange børn og barnlige sjæle ser frem til.

Hvor man skal holde jul er en vigtig ting i mange familier og tit noget som bliver planlagt langt ud i fremtiden. Nu har kongehuset afsløret, hvordan kongefamilien skal holde jul i år, og her gemmer sig et brud med traditionerne.

For de fleste år har kong Frederik holdt jul i Aarhus på Marselisborg Slot eller på Fredensborg Slot, men det kommer ikke til at ske i år.

Her skal kongefamilien holde jul

I stedet for at tage turen til Jylland, bliver kongefamilien i landets hovedstad.

– Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg danner ramme for Kongefamiliens jul. D.M Kongen og Dronningen og deres fire børn vil sammen med H.M. Dronning Margrethe fejre jul på Amalienborg, skriver kongehuset i en pressemeddelelse, der også er delt på Instagram.

Som sædvanligt betyder juletid også en tur i kirke for medlemmerne af den royale familie.

– Kongefamilien vil overvære juleaftensgudstjeneste i Vor Frue Kirke den 24. december kl. 16.30, og den 25. december vil Kongefamilien overvære højmesse i Vor Frue Kirke kl. 10.00. Dronning Margrethe vil overvære juleaftensgudstjeneste i Fredensborg Slotskirke kl. 14.00.

Derudover oplyser kongehuset, at prins Joachim og prinsesse Marie fejrer jul i Washington D.C. sammen med deres børn.

Men selvom julen bliver lidt anderledes for den kongelige familie, da de fejrer jul på Amalienborg fremfor Marselisborg Slot, så er der en tradition, der ikke bliver rokket ved i december.

For på årets sidste dag holder kong Frederik sin nytårstale. Det sker fra Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg – og som det plejer finder talen sted klokken 18.00.

Nu hjælpes vi ad med at ønske kongefamilien rigtig god jul.

LÆS MERE: