Sveriges 80-årige konge overraskede tusindvis med en energisk optræden ved afslutningen på lejren Jamboree nær Kristianstad.
Den svenske kong Carl Gustaf viste sig fra en overraskende livlig side, da han dukkede op til et stort arrangement i weekenden.
Den 80-årige regent aflagde nemlig et besøg på spejderlejren Jamboree ved Kristianstad, hvor han dog ikke nøjedes med at kigge sig lidt rundt.
Tværtimod indtog kongen pludselig scenen til stor overraskelse for de fremmødte, skriver B.T.
Et show på scenen
Ifølge det svenske medie Svensk Damtidning bød monarken på noget af et optrin under sin tale til lejrens afslutning.
“Der var nogen, der sagde til mig, om ikke jeg skal rappe for jer?” lød det fra kong Carl Gustaf, hvilket blev mødt af stor jubel.
Så langt gik kongen dog ikke, til trods for, at tydeligvis trivedes ganske fint med at stå foran de cirka 18.000 spejdere i salen.
“Jamen, det går for vidt, det kan jeg ikke gøre,” sagde kong Carl Gustaf, der derfor også hurtigt trak i land om rapnummeret.
I stedet havde han en helt anden plan i baghånden.
Fyrede ‘raketten’ af
Som var han en rockstjerne, fik han i stedet spejderne til at udføre det, der er kendt som ‘raketten’.
Kongen bad de mange spejdere blandt publikum om at rejse sig og strække armene i vejret som en raket.
Samtidig viste han, hvordan de skulle klappe i et gradvist hurtigere tempo, mens han trampede i jorden. Til slut lod kongen ‘raketten’ bryde løs under kraftige jubelråb fra de unge.
Carl Gustaf har hele livet været stærkt optaget af spejderbevægelsen, som også hans forældre og søstre brændte for.