Kongens hæder til en udenlandsk præsident får en kongehuskommentator til at sætte spørgsmålstegn ved hans beslutning.
Kong Frederiks beslutning om at give Elefantordenen til Vietnams præsident Tô Lâm møder skarp kritik fra kongehuskommentator Trine Villemann.
Hun har gjort det meget klart, at hun er af den opfattelse, at Danmarks højeste orden ikke bør tildeles udenlandske statsledere uden hensyn til de forhold, der er i deres hjemlande.
Over for Ekstra Bladet fremhæver hun, at kongeparret ved tronskiftet i 2024 havde mulighed for at lave om på den eksisterende praksis, men det gjorde de dog ikke.
Kritiserer dansk tradition
Det er særligt Vietnams forhold til menneskerettighederne, der har medført, at Villemann har valgt at reagere på tildelingen. Hun stiller samtidig spørgsmål ved den måde, som hædersbevisninger normalt bliver fordelt mellem statsoverhoveder på.
“Det er fuldstændig grotesk, at vi smider en orden efter et menneske, der ikke kan finde ud at at overholde helt basale menneskerettigheder,” lyder det fra hende ifølge Ekstra Bladet.
Kommentatoren er også af den opfattelse, at det danske kongehus fremover bør sørge for at skelne mellem statsledere, når der uddeles hædersbevisninger.
“Det er en grotesk tradition, at vi hænger pynt på alle, uanset om det er en good guy eller bad guy. Kongeparret havde med tronskiftet en glimrende chance for at smide den her tradition ud eller beslutte, at man uddelte dem efter principper og kriterier for menneskerettighederne, men det gjorde man så ikke,” siger hub.
Får kritik
I forbindelse med statsbesøg er det meget normalt, at landenes statsoverhoveder udveksler ordener, hvis både gæstens og værtens land har et ordenssystem. Elefantordenen er den ældste danske ridderorden og anses samtidig for at være den fornemste.
Vietnam er en etpartistat, og det er i dag Kommunistpartiet, der sidder tungt på magten. Tô Lâm har både præsidentposten og posten som partiets generalsekretær.
Dermed har han brudt med årtiers praksis for kollektiv ledelse i partiets top. Op til flere menneskerettighedsorganisationer har desuden vurderet, at undertrykkelsen i landet kun er blevet værre i hans tid ved magten.