Kong Frederik skal inden længe være klar til igen at trække i arbejdstøjet efter sin sommerferie.
Kong Christian IV lod i sin tid Rundetårn opføre i København, og tårnet stod klar i 1642.
Nu, 384 år senere, får bygningen ved Købmagergade igen kongeligt besøg.
Det sker den 12. august, hvor kong Frederik tager hul på efterårets officielle opgaver efter sommerpausen.
Ved den lejlighed får han nemlig til opgave at genåbne Folkeobservatoriet øverst i tårnet, skriver Ekstra Bladet.
Blev sat i stand
Opgaven er dukket op i den kongelige kalender, som får en opdatering hver torsdag.
Observatoriet har i 2026 været gennem en omfattende renovering, hvilket er sket med henblik på at komme fugtskader til livs.
Formålet var i samme ombæring også at sikre den næsten hundrede år gamle kuppel fra 1929 mange år frem.
Efter man i 2024 opdagede et utæt kobbertag, gik planlægningen i gang, og i januar blev kuplen løftet af med kran i ét stykke.
Den 21. maj blev den nydelige kuppel atter hejst på plads under stor bevågenhed, og snart er observatoriet klar til igen at tage imod gæster.
Uvist om han tager trappen
Ekstra Bladet har henvendt sig til pressefolkene i Rundetårn for at høre mere om besøget.
Men her har svaret blot været, at flere oplysninger om dagen først vil blive offentliggjort i den kommende uge.
Derfor står det stadig hen i det uvisse, om kong Frederik selv kommer til at bestige den lange, snoede opgang og trapperne til toppen.
Fra gaden til observatoriets øverste punkt er der knap 42 meter, mens selve udsigtsplatformen ligger tæt på 35 meters højde.
Kongens hidtil første officielle punkt i kalenderen var den 17. august med en offentlig audiens, men nu tager han altså fat på arbejdet inden da.