Ukraines præsident skal mødes med både kong Frederik og kronprins Christian på Amalienborg.
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj har onsdag fået et fint besøg i sin kalender, da han lægger vejen forbi kong Frederik og kronprins Christian på Amalienborg.
Statsminister Mette Frederiksen kommer også til at være en del af mødet, som finder sted på den ukrainske præsidents anden dag i Danmark.
Det fremgår ifølge Ritzau af et program, som Statsministeriet har offentliggjort. Tidspunktet for mødet er endnu ikke oplyst, men de fire skal senere deltage i en ceremoni på Kastellet.
Fokus på forsvar
Efter ceremonien er det planen, at de alle fire skal deltage i et arrangement med repræsentanter fra Forsvaret og den danske forsvarsindustri.
Zelenskyj har i et opslag på det sociale medie X understreget, at besøget blandt andet handler om at styrke Ukraines sikkerhed.
“Den primære prioritet er vores sikkerhed og styrkelse af vores forsvar. Der vil blive taget nye skridt til at forbedre Ukraines forsvarskapaciteter – et stærkt forsvarsprogram fra Danmark,” skriver han.
Præsidenten giver i samme ombæring udtryk for sine store taknemmelighed over den danske støtte under krigen mod Rusland.
“Danmark har stået sammen med Ukraine siden de første dage af denne fuldskalakrig og forbliver en af vores mest pålidelige partnere og en leder i forskellige formater, der styrker beskyttelsen af menneskeliv,” skriver Zelenskyj.
Historisk tale
Onsdag skal Zelenskyj desuden tale i Folketingssalen, hvilket kommer til at gøre ham til den første internationale statsleder, der får mulighed for det.
Tidligere tirsdag mødtes han med Mette Frederiksen på Christiansborg, ligesom dagen også bød på en samtale på Københavns Universitet og en middag med nordiske regeringsledere på Marienborg.
Zelenskyj besøgte første gang Danmark som præsident i august 2023, og i denne forbindelse fik han æren af at møde både dronning Margrethe og den daværende kronprins Frederik.