Kronprins Christian flytter: Her skal han bo

Den nyudnævnte sekondløjtnant Kronprins Christian skal lede 30 værnepligtige på en kaserne, der er ved at blive renoveret.

Kronprins Christian er torsdag blevet udnævnt til sekondløjtnant, hvilket betyder, at han nu kommer til at fortsætte sin militære karriere på Garderkasernen, Høvelte Kaserne, der ligger i Birkerød.

Her skal den 20-årige tronfølger fungere som delingsfører med ansvar for 30 værnepligtige på indkaldelseshold august 2026. Det skriver B.T.

Kasernen har tidligere været stærkt kritiseret for at byde på nogle meget nedslidte forhold, herunder skimmelsvamp, utætte tage og et forældet svømmebassin, der har stået ubenyttet i årevis.

Renovering i fuld gang

Den Kongelige Livgarde har dog bekræftet over for B.T., at en omfattende renovering af Høvelte Kaserne er i gang, og at en stor del af det allerede er færdigt.

“Bygninger med skimmelsvamp, utætte tage og vinduer i gang med at blive renoveret, og nogle er næsten færdige,” lyder det fra presseofficer Thomas Helbro Reimann fra Den Kongelige Livgarde.

Gardekasernens presseofficer har dog ikke ønsket at be- eller afkræfte, hvorvidt renoveringerne er sat i gang i forbindelse med Kronprinsens forestående ankomst.

Ny træningssal klar

Der er blandt andet blevet investeret i et helt nyt træningsanlæg, der skal erstatte det nedlagte svømmebassin. Det forventes, at det kommer til at stå klar til august-holdets ankomst.

“Den nye træningssal, der skal opføres på samme sted, forventes klar, når indkaldelseshold august 2026 starter,” siger Thomas Helbro Reimann.

Derudover er midlertidige pavillonbygninger blevet opført med henblik på at blive anvendt som indkvartering, mens to af de eksisterende bygninger gennemgår større renovering.

Det er endnu uklart, om Kronprinsens kompagni også kommer til at gøre brug af disse midlertidige faciliteter.

 

Læs mere om...