Dronning Margrethe er netop blevet udskrevet fra Rigshospitalet, hvilket har fået en kendt læge til at sende en klar besked til hende.
Dronning Margrethe blev fredag eftermiddag udskrevet fra Rigshospitalet efter at have været indlagt i fem dage som følge af en blødning i hoften.
Læge Charlotte Bøving, der blandt andet er kendt fra DR-programmet ‘Lægen flytter ind’, har nu sendt en klar opfordring om, at den 86-årige tidligere regent prioriterer hvile i den kommende periode.
Ro og restitution
“Hun har haft en blødning i hoften, og der skal for alt i verden ikke komme en ny. Derfor skal dronningen holde sig i ro, så både såret og vævet kan hele,” siger Bøving til Ekstra Bladet.
Det er dog ikke ensbetydende med, at dronningen er nødt til at være sengeliggende – tværtimod er det helt fint, at hun bevæger sig stille og roligt rundt i vante omgivelser og beskæftiger sig med det, der glæder hende.
Charlotte Bøving gør det også klart, at indlæggelsen falder tæt på dronningens hjerteindgreb den 15. maj, hvor hun fik foretaget en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre på Rigshospitalet.
Derfor er der tale om en samlet belastning, der ifølge lægen gør, at dronning Margrethe fortsat vil mærke en betydelig træthed. Bøving anbefaler derfor minimum en til halvanden måneds ro.
Helbred over pligt
Kongehuset oplyste i forbindelse med udskrivelsen, at dronningens deltagelse i planlagte arrangementer vil blive vurderet løbende, og at der foreløbig ikke er ændringer.
Ifølge kongehusets kalender er dronning Margrethes næste officielle arbejdsdag den 6. juni, hvor hun står til at skulle deltage i fejringen af Dronning Margrethe II’s Bro på Falster.
“Helbredet må komme før pligterne. Jeg ved godt, at vi har en meget pligtopfyldende dronning. Det har hun været hele sit liv. Nu er det tid til, at hun tager den med ro,” understreger Bøving.