Lagmannsretten omgør byretsafgørelse og beslutter dermed, at Marius Borg Høiby skal blive bag tremmer.
Marius Borg Høiby havde håbet på, at det ville blive anderledes. Men nu står det klart, at han ikke kommer til at blive løsladt fra sin varetægtsfængsling.
Det har den norske Lagmannsretten – svarende til den danske landsret – besluttet efter at have omgjort en tidligere afgørelse fra Oslo tingrett. Det skriver VG.
I kendelsen fremgår det, at retten vurderer, at der fortsat er høj sandsynlighed for, at Høiby vil begå ny kriminalitet, hvis han får lov til at komme på fri fod igen.
Forsvarer reagerer
Afgørelsen kom selvsagt som noget af et slag for forsvaret, og Marius Borg Høiby er ifølge TV 2 Norge ‘meget, meget skuffet’ over resultatet.
“Vi er meget, meget skuffet. Vi finder det næsten uforståeligt, at det er vurderingen,” siger forsvarer Ellen Holager Andenæs til mediet.
Høiby har nu siddet varetægtsfængslet i mere end fire måneder, og intet tyder på, at han kommer ud lige foreløbig.
Byret vs. landsret
Oslo tingrett nåede mandag frem til den modsatte konklusion, hvilket selvsagt nåede at skabe håb hos Høiby.
Byretten vurderede i denne forbindelse, at en fortsat fængsling ville udgøre et uforholdsmæssigt stort indgreb over for Høiby.
Byretten lagde i sin kendelse ifølge VG vægt på, at frihedsberøvelsen var belastende – og ikke blot for Høiby selv, men også for hans mor, kronprinsesse Mette-Marit, i den vanskelige situation, familien befinder sig i.
Lagmannsretten har nu tilsidesat denne vurdering og fastholdt varetægtsfængslingen.