Prinsesse Märtha Louise har åbnet op om sine spirituelle evner og fortæller elv, at hun har været sensitiv siden barnsben.
Den norske prinsesse Märtha Louise fortæller i et interview med norsk SE & HØR, at hun allerede som en lille pige kunne mærke andre menneskers følelser og sindstilstande.
Dengang var det en egenskab, hun tog for givet, men det har tilsyneladende ændret sig med alderen.
Det var først ved skolestart, at det stille og roligt gik op for hende, at denne evne til at fornemme andre ikke var noget, alle besad.
Svært at tilpasse sig
Prinsessen beskriver i interviewet med det norske medie, hvordan hun gennem opvæksten forsøgte at finde sig til rette og ligne sine jævnaldrende, men at det var svært at gøre som særlig sensitiv person.
På den baggrund opfordrer hun også til en større rummelighed over for mennesker med forskellige grader af sensitivitet i samfundet.
Interviewet er foretaget i anledning af premieren på det norske tv-program ‘Alternative Norge’, som både Märtha Louise og hendes mand, den selverklærede shaman Durek Verrett, medvirker i.
Erklærer sig synsk
I programmet erklærer prinsessen sig selv for synsk, og til SE & HØR uddyber hun nærmere, hvad hun egentlig mener med dette.
“Mange forbinder det at være synsk med at se ind i fremtiden. Det gør jeg ikke. Men når jeg ser energier, kan jeg gå ind og se, hvad der holder dig tilbage i livet. Gå tilbage og se, hvornår et traume blev skabt, og så kan jeg opløse det,” siger hun.
Durek Verrett, der var til stede under interviewet, bakker op om prinsessens påstand om at være synsk.
“Hun ser alting, før du selv gør det. Så man må bare være helt åben i det her forhold, for hun ser alt,” siger han.