En helt særlig kjole, der blev båret på et af prinsesse Dianas mest udsatte øjeblikke, står nu til at skulle skifte ejer for et svimlende beløb.
Hvordan reagerer man, når hele kloden netop har fået at vide, at ens ægtemand har været utro?
Prinsesse Diana valgte at tackle det på sin helt egen måde. Hun iført sig nemlig sit flotteste tøj og gik til fest, som om intet var hændt.
Den sorte og kropsnære kjole fik folk til at spærre øjnene op, og fik i pressen navnet ‘hævnkjole’. Og nu kan den blive din, fortæller BBC og The Guardian.
Født af et tv-øjeblik
Baggrunden for den meget omtalte kjole var en tv-udsendelse en septemberaften i 1994, hvor kong Charles – dengang prins – trådte frem.
Over for briterne og resten af kloden erkendte han, at han havde svigtet sin daværende hustru, prinsesse Diana.
Ganske få timer efter viste hun sig tilsyneladende uberørt ved et velgørenhedsarrangement i netop den kjole, der skulle blive så kendt, at den har fået sin helt egen Wikipedia-side.
Ordet ‘hævnkjole’ er for længst blevet et modebegreb, og bruges nu til at beskrive en markant kjole, kvinder tager på, når et forhold eller en skandale ramler.
Den omtalte kjole er skabt af designeren Christina Stambolian og kommer under hammeren hos Sotheby’s den 9. december i år.
Vurderet til millioner
Auktionshuset regner med at kunne sælge den for helt op mod 1.935.000 kroner. Sotheby’s mode- og taskechef Morgane Halimi hæfter sig desuden ved, at Diana selv styrede sin fortælling.
“På sine egne præmisser gjorde prinsesse Diana kjolen til et af de mest kraftfulde budskaber, hun nogensinde kom med, under en af de mest overvågede og følelsesmæssigt ladede perioder i hendes liv,” siger Halimi.
“Hun trådte ind i et øjeblik, hvor så meget af hendes historie blev fortalt for hende, og gennem det, hun valgte at have på, tog hun fortællingen tilbage og gjorde den til sin egen.”
Kjolen har været solgt før, hvilket skete i 1997, hvor prinsesse Diana selv solgte den til fordel for velgørenhed for over 340.000 kroner.
Samme år mistede prinsesse Diana livet i en bilulykke. Hun blev kun 36 år gammel.