Ny politiundersøgelse åbnet mod Andrew: “Vi har modtaget nogle oplysninger”

Politiet undersøger nye oplysninger om et gammelt besøg på Balmoral, hvor den tidligere prins angiveligt også var til stede.

Andrew Mountbatten-Windsor er endnu en gang kommet i politiets søgelys. Og hvad der heller ikke er noget nyt er, at det  igen er på grund af sin forbindelse til den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein.

Denne gang er det dog Police Scotland, der er i gang med at undersøge en række forhold knyttet til et besøg på det kongelige slot Balmoral i 1999.

Det skriver blandt andre Sky News og Daily Mail.

De skotske myndigheder har desuden bekræftet, at der foregår en række undersøgelser, men understreger samtidig, at arbejdet endnu befinder sig i den indledende fase.

Undersøger besøg på Balmoral

Jeffrey Epstein besøgte i 1999 slottet Balmoral sammen med den dømte Ghislaine Maxwell, og Andrew skulle ifølge oplysningerne også have opholdt sig på stedet under besøget.

Police Scotland bekræfter undersøgelsen i en udtalelse.

“Vi har modtaget nogle oplysninger, og der bliver foretaget aktive undersøgelser, men det er stadig på et meget tidligt stadie,” lyder det fra politiet.

Billeder fra de såkaldte Epstein-filer menes at kunne bruges til at dokumentere Andrews tilstedeværelse under besøget.

Ifølge Daily Mail og Daily Express handler politiets interesse angiveligt om oplysninger om mulig menneskehandel med kvinder, som skulle have fundet sted på Balmoral. Epstein skulle efter mediernes oplysninger have stået bag.

Afviser at uddybe sagen

De skotske myndigheder ønsker ikke på nuværende tidspunkt at offentliggøre yderligere oplysninger om undersøgelsen og fremhæver betydningen af beviser og hensynet til ofre.

“Derfor vil vi aldrig bekræfte detaljer om igangværende undersøgelser, og det ville være upassende at kommentere yderligere,” udtaler de.

Den tidligere prins Andrew har også tidligere i år været genstand for en anden britisk politiundersøgelse, hvor han på sin fødselsdag blev anholdt og taget med ind til en lang afhøring.

Dengang blev han afhørt under mistanke om embedsmisbrug. Sagen omhandlede oplysninger om, at han angiveligt havde videregivet fortroligt materiale til Epstein, mens han arbejdede som Storbritanniens handelsudsending.