Særligt portræt af dronning Margrethe solgt for enormt beløb

Nogen har haft den helt store pengepung frem for at erhverve sig et unikt portræt af den danske dronning Margrethe.

Onsdag aften var to Andy Warhol-værker under hammeren hos auktionshuset Bruun Rasmussen i København.

Her endte Warhols silketryk af dronning Margrethe II med at blive solgt for intet mindre end 400.000 kroner.

Desuden blev et tilsvarende portræt af den afdøde britiske dronning Elizabeth II også solgt. Det opnåede tilmed det dobbelte med et hammerslag på 800.000 kroner.

Reigning Queens

Begge værker er en del af serien ‘Reigning Queens’ fra 1985, som den amerikanske popkunstner brugte til at hylde fire regerende dronninger.

Portrættet af dronning Margrethe tager afsæt i et officielt regentfotografi, der blev taget af kongelig fotograf Rigmor Mydtskov i forbindelse med tronbestigelsen i 1972.

Afdelingsleder for moderne kunst hos Bruun Rasmussen, Niels Boe-Hauggaard, har efterfølgende udtalt, at han er helt tilfreds med aftenens resultater.

“Interessen for Andy Warhols dronningeportrætter har været massiv op til auktionen. Hans fortolkninger af de berømte monarker appellerer fortsat stærkt til samlere verden over,” sagde han ifølge SE og HØR.

“Derfor er jeg heller ikke overrasket over, at værkerne opnåede så flotte hammerslag her i aften.”

Købe ukendt

Salget af de to værker er med til at bekræfte, at interessen for Warhols arbejder fortsat er stærk blandt velhavende kunstsamlere verden over.

Hvem der har erhvervet det unikke portræt af den tidligere danske regent, er der ikke blevet meldt noget ud om.

 

Læs mere om...