Skete i al hemmelighed: Dronning Margrethe fik helt særlig opgave

Den tidligere regent har igen været i arbejdstøjet, men denne gang foregik det helt uden offentlighedens viden.

Dronning Margrethe, som for ganske nylig viste sig offentligt med et plaster over næsen, har igen haft en officiel opgave.

Igen var det Fredensborg Slot, der dannede rammerne om det. Denne gang lød opgave på, at overrække Dronning Ingrids Forskerpris, som hvert år markerer Den Internationale Gigtdag.

Hun er Gigtforeningens protektor og i dette virke har hun nu haft æren af at overrække prisen hele 25 gange. Ud over æren følger 250.000 kroner i forskningslegat til at føre arbejdet videre.

Årets modtager er sygeplejerske og professor Jette Primdahl, der blev hædret for sit arbejde med rehabilitering inden for reumatologi, skriver Ekstra Bladet.

Ikke annonceret på forhånd

Uddelingen af prisen fandt sted den 12. oktober, men det stod ikke i kalenderen i forvejen, så ingen journalister var til stede. Kongehuset har siden føjet den til den officielle kalender.

Hvorfor det først skete bagefter, er ikke oplyst. Kongehuset har til gengæld delt en række fotos af en glad dronning.

Hendes seneste opgave forud for dette fandt sted den 7. oktober, hvor hun deltog i en koncert i slotskirken i Fredensborg, der fejrede 300 år.

Her sad hun i blåt og med plaster over næsen i kirken, da kongeparret ankom fra København sammen med prinsessen. Årsagen til plasteret er ikke oplyst.

Glæde gennem 25 år

I maj skrev hun i anledning af sit kvarte århundrede som protektor, at det er en stor glæde for hende at kunne indtage denne rolle.

“For 25 år siden blev jeg protektor for Gigtforeningen som en naturlig forlængelse af min mor, Dronning Ingrids, og min farmor, Dronning Alexandrines, engagement i gigtsagen. I tre generationer har vi således fulgt både forskning og behandling af gigt tæt,” skrev hun.

“En af de første opgaver var at overrække Dronning Ingrids Forskerpris – en opgave, det fortsat er en stor glæde at varetage. Møderne med prismodtagerne har i særlig grad givet indblik i udviklingen inden for gigtforskning og i det vedholdende arbejde, der ligger bag nye fremskridt.”

 

Læs mere om...