Vilde rygter om kronprinsesse Ingrid Alexandra: Nu reagerer Forsvaret

Det norske forsvar har reageret på de vilde rygter om kronprinsesse Ingrid Alexandra, der opstod under hendes militærtjeneste.

Det norske forsvar afviser, at der skulle være hold i de vilde rygter om, at kronprinsesse Ingrid Alexandra skulle være blevet taget for stofmisbrug under sin tid i militæret.

Reaktionen kommer efter offentliggørelsen af en ny bog, hvor rygterne igen er blevet omtalt.

Det skriver det norske medie Aftenposten, som har været i dialog med Forsvaret om oplysningerne i bogen ‘Hoffet’.

Bogen udkom fredag og er skrevet af Nettavisens chefredaktør Frode Hansen og den tidligere Se og Hør-redaktør Ulf André Andersen.

Rygterne blev undersøgt

Den norske kronprinsesse Ingrid Alexandra aftjente sin militærtjeneste fra januar 2024 til april 2025.

I den periode begyndte der ifølge den nye bog at cirkulere en række påstande om, at kronprinsessen skulle være blevet taget for et stofmisbrug.

Dagbladet fortæller, at flere norske medier modtog henvendelser om den pågældende sag dengang, men at ingen af dem var i stand til at dokumentere beskyldningerne.

Ifølge Aftenposten blev rygterne undersøgt op til flere gange, uden at man fandt beviser for dem.

Forsvaret afviser anklager

Og nu understreger det norske forsvar, at rygterne ikke har noget på sig.

“Medforfatter Frode Hansen ved, og forklarer selv i bogen, at de rygter, der promoveres, er blevet afkræftet som ubegrundede,” siger Lars Strøm, der er kommunikationschef i Forsvaret.

Forsvaret ønsker dog ikke at gå i detaljer med, hvilke konkrete undersøgelser der blev gennemført.

Lars Strøm fremhæver i samme ombæring, at kronprinsessens leverede en solid indsats under sin militærtjeneste.

“Upåklageligt,” siger Lars Strøm om, hvordan hun gennemførte sin tjeneste.

Det norske kongehus er også blevet kontaktet af Aftenposten i forbindelse med bogens oplysninger, men de har imidlertid valgt ikke at kommentere sagen.