Regionshospital Nordjylland i Hjørring får kritik fra en pårørende, efter en ældre mand er gået bort kort tid efter sin hjemsendelse.
“Respektløst og ydmygende”.
Det er ord, som Lone Holmgaard sender sygehusets vej, efter de valgte at hjemsende hendes 81-årige far, hvorefter han døde kort tid efter.
Hun havde ellers besøgt ham på hospitalet, hvor hun selv vurderede, at han havde det skidt, men meldingen fra hospitalet var en anden.
Det fortæller hun til TV 2 Nord.
Sendt hjem med taxa
Hvor mange gik igennem juledagene med stor glæde, så endte Lone Holmgaard desværre med at tilbringe sine i frustration.
Det hele begyndte juleaften, hvor hendes 81-årige far, Jørn Holmgaard, blev indlagt på Lungemedicinsk Afdeling på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.
Her modtog han ilt, da han var svækket og havde vand i lungerne.
To dage efter valgte hun at besøge ham, og her vurderede hun selv, at han havde det skidt.
Dagen efter vurderede afdelingen dog, at han var klar til hjemsendelse, og derfor blev han sendt hjem i en taxa, fortæller hun til TV 2 Nord.
Til mediet kritiserer Lone nu hospitalet for behandlingen af hendes far, der ifølge hende faldt om, da han forlod taxaen.
– Det er respektløst og ydmygende over for min far.
Lone fortæller, at pårørende, taxachaufføren og hjemmeplejen formåede at få hjulpet faren op, hvorefter man ringede 112.
De pårørende ønskede at få ham indlagt igen, men ifølge hende ville de ikke modtage ham, da hans værdier var gode, og derfor kørte ambulancen igen.
Det var først, da hjemmeplejen senere igen ringede 112, at faren blev indlagt. Dette var to timer efter, at han var faldet om, fortæller Lone.
Jørn Holmgaard blev efterfølgende overflyttet til Aalborg Universitetshospital, hvor han gik bort d. 6. januar.
Flere gange på kort tid
Det er ikke første gang, at en sag som denne kommer i medierne.
Således nævner mediet også 78-årige Flemming Christiansen, der døde foran sin hoveddør efter at være blevet hjemsendt med en taxa.
Hertil er der også Ole Næser Thomsen, som døde i sin opgang efter at være blevet hjemsendt med en taxa.
Til TV 2 Nord udtaler Lone, at hun ønsker at stå frem med sin fars historie for at bakke op om de andre pårørende.
Samtidig ønsker hun også, at Regionshospital Nordjylland i Hjørring skal erkende deres fejl og ændre proceduren fremadrettet.
Steffen Helmer Kristensen, der er lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland, udtaler til TV 2 Nord, at selvom dødsfaldene er tragiske, så mener man ikke, at man har begået nogen fejl.
LÆS MERE:
- Ung far blev bidt af flue: Få uger senere faldt han om og døde
- 18-årige Ryan Long døde efter en bytur på Ibiza