Anklager afvist igen: Britta Nielsen får lov til at beholde sin pension

Byretten har afgjort, at anklagemyndigheden ikke får medhold, og at millionsvindleren Britta Nielsen får lov til at beholde sin pension.

I februar 2020 blev Britta Nielsen dømt for via sit job i Socialstyrelsen at have bedraget det offentlige for 117 millioner kroner.

Anklagemyndigheden har siden ad flere omgange anmodet om at beslaglægge indestående på to pensionskonti tilhørende den svindeldømte Britta Nielsen.

Men onsdag eftermiddag har Københavns Byret truffet en afgørelse i forhold til anklagemyndighedens krav om beslaglæggelse, og her lagde dommeren ifølge SE & HØR vægt på, at Højesteret allerede i februar i år har afgjort, at Britta Nielsen får lov til at beholde sin pension.

Ifølge SE & HØR kom specialanklager Stig Paulsen dog i dag, onsdag den 15. juni, med argumenter for at beslaglægge Britta Nielsens ratepension og kapitalpension til en værdi af lidt over 800.000 kroner, mens Britta Nielsens advokat, Jan Schneider, protesterede.

Anklagemyndigheden vil nu overveje, om den vil kære onsdagens afvisning til landsretten.

Hvad tænker du om, at Britta Nielsen får lov til at beholde sin pension?

Del gerne dine tanker med os i kommetarsporet under artiklen på Facebook nu!