
Selv duften af nybrygget kaffe i fællesstuen bliver stående bag lukkede døre på et plejehjem i Vejlbygade i Aarhus.
For bag væggene sidder beboerne på plejehjemmet ikke af lyst, men af nødvendighed.
En udadreagerende medbeboer har gjort hverdagen utryg, og flere ældre opfordres nu til at blive i deres egne værelser.
Det skriver TV 2 Østjylland.
En af beboerne har ifølge TV 2 Østjylland siddet isoleret i 12 dage og fortæller, at hun er blevet slået to gange.
En voldsanmeldelse er nu under efterforskning, mens personalet forsøger at holde ro og orden i en hverdag, der er vendt på hovedet.
Vold bliver meldt til politiet
Plejehjemschef Margrethe Vogt Thuesen udtaler til mediet, at der er tale om en beklagelig situation, men at det nogle gange er nødvendigt at opfordre beboere til at blive i deres lejligheder for at sikre deres sikkerhed.
Hun understreger, at alle tilfælde af vold bliver meldt til politiet.
Østjyllands Politi bekræfter ifølge mediet, at de har modtaget en anmeldelse om vold på plejehjemmet den 8. maj og efterforsker sagen.
Thuesen påpeger, at lovgivningen begrænser personalets muligheder for at håndtere udadreagerende beboere, da de ikke må låse beboere inde.
Hun håber på, at der snart bliver en ledig plads på et specialiseret sted for den udadreagerende beboer.
I mellemtiden er der sat ekstra bemanding ind, og der samarbejdes med psykiatrien og egen læge for at håndtere situationen.
Ældre sagen: “Ulykkelig situation”
Hos Ældre Sagen er der stor bekymring over den nuværende situation.
Foreningens fagkonsulent, Nina Bruun, understreger, at det ikke kun er de andre beboere og personalet, der er pressede, men også den udadreagerende beboer er i mistrivsel.
– Det er en virkelig ulykkelig situation for alle parter vel at mærke, siger hun til Newsner.
Samtidig peger Ældre Sagen på, at det ikke er en holdbar løsning at bede andre beboere om at isolere sig.
De trækker paralleller til coronatiden, hvor lignende isolationsforløb førte til alvorlige konsekvenser for ældres trivsel.
– Vi så både ensomhed, nedtrykthed og mistrivsel. Mange beboere lider i dag af demens og kan slet ikke forstå, hvorfor de bliver bedt om at isolere sig, lyder det fra Ældre Sagen.
Der skal en mere holdbar løsning til
De advarer desuden om, at nogle ældre kan fejltolke situationen og tro, at de bliver straffet, fordi de har gjort noget forkert.
Derfor opfordrer Ældre Sagen til, at der hurtigt findes en løsning på plejehjemmet.
– Så der er ingen tvivl om, at der er behov for at finde en løsning nu og her på plejehjemmet i Aarhus. Og ikke mindst at sikre sig at man fremadrettet er rustet til at håndtere lignende situationer på en mere hensigtsmæssig måde, afslutter hun.
Hvad tænker du om denne situation? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.
LÆS MERE:
- Bjørn Tidmand fylder 85 år: Nu bor han på plejehjem
- Pia Kjærsgaard i opråb: Giv dem plejehjemsmad på Christiansborg