Berørt Mette Frederiksen under Ukraine- demonstration: ‘Vi græder med jer’

Det var en tydelig rørt Mette Frederiksen, der var mødt op til demonstration mod Ruslands krig i Ukraine søndag eftermiddag på Østerbro.

Her var statsministeren sammen med Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, en af hovedtalerne til demonstrationen, som fandt sted ved Ruslands ambassade i København på Kristianiagade 5.

Tidligere har Mette Frederiksen også udtalt sig om, hvordan krigen i Ukraine direkte kan påvirke danskernes privatøkonomi.

Denne gang var hun også tydelig om krigens konsekvenser:

-Det er alle jer, det er hele Europa, der nu trues af Rusland. Det er vores europæiske sikkerhedskultur, sagde hun under sin tale til demonstrationen.

Statsminister Mette Frederiksen til Demonstrationen ‘Stop Ruslands krig mod Ukraine’, foran den russiske ambassade i København søndag den 27. februar 2022. (Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix)

Danmark har indtil videre støttet Ukraine på flere måder. Der er blandt andet planer om at sende 2.700 panseværnsraketter til Ukraine, som militærstyrkerne kan bruge i kampen mod de russiske invasionstropper.

Derudover er der også gjort klar til at modtage flygtninge fra det krigsramte land.

Under talen var det også vigtigt for Mette Frederiksen at understrege for folk fra Ukraine, der bor i Danmark, at de ikke er alene.

-Alle jer ukrainere, som er i Danmark, som enten er med her i dag, eller ser med hjemmefra. I frygter og græder for jeres land og for jeres familie og for jeres venner, og vi græder sammen med jer, lød det fra statsministeren.

– Danmark er med jer. Danskerne er venner af Ukraine, og vi er klar til at hjælpe.

Vores tanker går til de uskyldige, der nu har mistet deres hjem.