Både advokaten for Emilie Mengs mor og flere eksperter har udtalt sig i den nye udvikling i sagen.
Det er heldigvis næsten blevet daglig rutine nu, at vi ser en udvikling i efterforskningen af Emilie Meng-sagen, hvilket vi kun kan håbe vil føre til fremskridt i den forfærdelige sag.
Den største udvikling i flere år skete, da en 32-årig mand blev anholdt og sigtet for at frihedsberøve og voldtage en 13-årig pige i samme geografiske område, som 17-årige Emilie Meng forsvandt fra tilbage i 2016.
Efterfølgende kom Emilie Mengs mors advokat, Mai-Brit Storm Thygesen frem og opfordrede politiet til at kigge på mandens relation til Emilie. En opfordring som politiet valgte at efterkomme til stor glæde for både familien og den danske befolkning.
Læs mere: Medie afslører: Ny forbindelse mellem den 32-årige og Emilie Meng
Læs mere: Muligt gennembrud i Emilie Meng-sagen: Særlig bil beslaglagt i Slovakiet
Læs mere: Vild udvikling i Filippa-sagen: Her er den nye mulige kobling til Emilie Meng
Beslaglagt i Slovakiet
Alligevel var det noget af et chok, da B.T. afslørede, at manden havde ejet en bil fra samme fabrikant, af samme model og samme farvenuance som den, der var efterlyst i forbindelse med Emilie Mengs forsvinden.
Umiddelbart blev der også meldt ud, at bilen var totalskadet og sendt til autoophugger.
Her kunne B.T. dog også afsløre, at bilen faktisk var blevet solgt til en familie i Bratislava, Slovakiet, hvor den netop er blevet beslaglagt af det danske politi.
Det har nu fået både advokat Mai-Brit Storm Thygesen og flere eksperter til at udtale sig om udviklingen.
Artiklen fortsætter under billedet..

Stadig muligt at finde spor
Til Ekstra Bladet er det en glad Mai-Brit Storm Thygesen, der kortfattet svarer på den udviklende situation.
– Jeg er tilfreds med, at politiet tilsyneladende er gået seriøst ind i efterforskningen, fortæller hun til mediet.
Det er dog en mere teknisk udmeldning, som eksperten Jens Møller kommer med til TV 2.
Jens er tidligere vicepolitiinspektør og drabschef i Københavns Politi, og han har givet sit bud på, hvad politiet kan bruge den beslaglagte bil til efter så mange år.
– Selv efter så mange år kan det være muligt at finde forskellige typer af spor. Der er ikke stor sandsynlighed for, at det lykkes for politiet, men alle muligheder skal afsøges, udtaler han.
Hertil deler han sporene op i tre kategorier: tekniske, fysiske og biologiske spor.
Tekniske kan komme for eksempelvis en gps, hvortil fysiske vil være fibre fra tøj. Biologiske kan være blod, hudceller eller hår.
Også den tidligere kriminaltekniker Bent Hytholm Jensen har udtalt sig til mediet. Han er ikke i tvivl om, at politiet vil skille bilen ad i håb om at finde bare et fingeraftryk, hvilket vil være det ultimative spor.
Hvad tænker du om udviklingen i sagen? Del dine tanker i kommentarsporet og del meget gerne artiklen.