Nationalbanken møder nu et særligt problem.
Mange danskere foretrækker at have lidt kontanter liggende derhjemme.
De fysiske penge fungerer som en ekstra tryghed i hverdagen, og faktisk anbefales det, at man har kontanter liggende i tilfælde af nedbrud.
Det er ganske almindeligt, at sedler og mønter hober sig op i skuffer og gemmer over tid, men hvis det også gælder dig, gør du klogt i at få tjekket gemmerne med det samme.
Årsagen er, at adskillige seddeltyper mister deres gyldighed den 31. maj.
Det oplyser TV 2.
Lange køer
Den sidste frist for at indlevere ældre pengesedler og 1.000-kronesedlen er fastsat til den 31. maj.
Det har fået tusindvis af borgere til at opsøge de blot tre steder i landet, hvor det stadig er muligt at aflevere kontanterne.
Især ved vekselforretningen Forex i København har køerne vokset sig enorme. Kunder beretter om ventetider på op til fire timer for at få vekslet deres gamle sedler.
TV 2 fortæller eksempelvis om en person, som ankom til en kø med over 100 mennesker. Borgeren havde kørt i næsten halvanden time, men blev desværre afvist af personalet, der bad vedkommende om at komme tilbage en anden dag.
Jakob Mølgaard Heisel, der er chef for kontanttjenester og analyse hos Nationalbanken, udtrykker overraskelse over den pludselige situation:
“Det er kommet lidt bag på os, at der netop er travlt nu, for vi har længe haft de her indleveringssteder. Det skyldes formentligt, at de fleste nu er blevet opmærksomme på, at deres sedler bliver værdiløse efter 31. maj,” forklarer han.
Øger indsatsen
Nationalbanken arbejder nu på at finde løsninger, så færre borgere skal gå forgæves med deres penge.
De vil blandt andet sikre, at der er mere personale til stede på de tre lokationer.
Personalet vil også kontrollere, at kunderne har den nødvendige dokumentation med sig. På den måde undgår man, at folk spilder flere timer på at stå i kø.
Den korrekte dokumentation omfatter:
Billed-id
Dokumentation på adresse og kontanternes oprindelse
En udfyldt og printet indleveringsblanket
Selvom muligheden for indlevering har eksisteret i halvandet år, er presset altså steget markant her mod slutningen:
“Det er et tegn på, at der virkelig har været mange kunder det seneste stykke tid. Vi tager det dybt seriøst og vil kigge ind i, hvordan vi kan optimere de sidste to uger,” udtaler Jakob Mølgaard Heisel.