Henrik Qvortrup bliver ny chefredaktør på Ekstra Bladet

Henrik Qvortrup tiltræder snart sin nye stilling.

Det oplyser administrerende direktør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov i en pressemeddelelse.

Henrik Qvortrup sidder nu i en stilling som politisk redaktør på B.T.

Inden da var han kommentator på Ekstra Bladet. Derudover har Qvortrup tidligere været politisk redaktør på TV 2 samt chefredaktør på både SE og HØR og B.T.

Henrik Qvortrup er journalist og tidligere politisk kommentator på TV 2 samt tidligere chefredaktør for Se og Hør. Foto: Tidsvilde Stine/Ritzau Scanpix

Sådan lyder begrundelsen bag ansættelsen af den nye chefredaktør blandt andet:

– I en tid, hvor en stigende del af befolkningen betragter sig som mediemæssigt hjemløse, er det vigtigere end nogensinde, at Ekstra Bladet bidrager til, at hele befolkningen føler sig repræsenteret af pressen.

– Ekstra Bladet skal være garanten for, at der konstant rettes et kritisk blik mod samfundets politiske, erhvervsmæssige og kulturelle magtinstitutioner. At turde, hvor andre tier, er essensen af Ekstra Bladet. Og det gør Henrik Qvortrup som få, siger Stig Ørskov til Ekstra Bladet.

Dømt til tre måneder i fodlænke

Også Henrik Qvortrup selv er glad for at skulle besidde stillingen hos Ekstra Bladet:

– Ekstra Bladet er – når det er skruet rigtigt sammen – indbegrebet af den fjerde statsmagt. Den position agter jeg at udbygge yderligere. Jeg glæder mig til at sætte mit præg på et medie, der skal være ambassadør for den store del af danskerne, der i dag ikke oplever sig repræsenteret af samfundseliten, siger Henrik Qvortrup til Ekstra Bladet.

Den nye chefredaktør er tidligere dømt i ‘Se og Hør-sagen’. Det kalder han i dag for sit livs største fejltagelse.

– SE og HØR-sagen er mit livs største fejltagelse. Jeg har modtaget min dom og har afsonet den. Og det er klart, at jeg har lært rigtig meget af min fejl”, lyder det fra den kommende chefredaktør Henrik Qvortrup.

Henrik Qvortrup vil tiltræde sin nye stilling senest 1. juli.

Hvad tænker du om Henrik Qvortrups nye titel?

Del gerne dine tanker i kommentarsporet på Facebook under artiklen.