Efter et langt kræftforløb vendte den populære Rema 1000-medarbejder Tina Lykkegaard tilbage til butikken i Veksø til en hel særlig velkomst.
Da Tina Lykkegaard den 17. november trådte ind i Rema 1000 i Veksø efter næsten et års sygefravær, ventede der hende et syn, der fik tårerne frem.
Foran butikken hang et stort banner med hendes billede og teksten, der bød hende velkommen tilbage.
På bordet stod en kage, som en kunde havde bagt, med teksten: ”Vi har savnet dig”.
Kollegaerne stod klar, kunderne sendte smil og lykønskninger, og butikken delte senere øjeblikket på Facebook.
Opslaget er siden eksploderet i positiv respons og tusindvis af likes.
Fra celleforandring til kræftdiagnose
Tina fortæller til Newsner Danmark, at sygdomsforløbet startede som noget, der ikke virkede alvorligt.
– Det begyndte med en knude i brystet, som bare var celleforandringer. Men da jeg kom op i butikken, sagde mine kolleger, at jeg var helt gul i hovedet, siger hun.
Et besøg hos lægevagten førte til en akut indlæggelse.
Lægerne fandt en galdesten, der sad tæt på bugspytkirtlen. Under operationen bemærkede de, at kirtlen så “lidt sjov ud”, og de tog derfor en biopsi – det viste sig desværre at være kræft.
– Lige efter nytår fik jeg beskeden. Der var kræft i bugspytkirtlen, som havde spredt sig til flere steder i kroppen.
Siden den dag vendte det hele på hovedet for Tina og et langt behandlingsforløb ventede hende.
Operationen blev langt mere omfattende, end der først var lagt op til.
– Det, der normalt tager tre timer, tog 9,5. De fjernede hele bugspytkirtlen.
En hård kemo
Efter operationen ventede kemobehandling, som kroppen først ikke kunne tåle.
– Jeg var indlagt i 17 dage. Jeg var bogstaveligt talt ved at skide mig selv ihjel. Først da jeg fik enzymer, begyndte det at vende.
En ny type kemo blev løsningen.
– Den kunne jeg godt tåle. Jeg har næsten ikke haft bivirkninger, bortset fra at jeg frøs meget.
Til sidste jul var hun omringet af sin familie, og den dag ser hun tilbage på med en særlig taknemmelighed.
– Jeg sad juleaften og tænkte, om det var min sidste jul. Men det var det ikke. Jeg har fået barnebarn nummer fem. Jeg har meget at leve for.
Tina er nu færdig med kemoen og skal til kontrol i tre år som led i et forskningsprojekt.
Den 17. startede Tina stille og roligt igen tre timer om dagen, og den særlige velkomst har haft stor betydning for hende.
– Det var følelsesladet. At se banneret ude foran, man føler sig enormt værdsat. Jeg blev også helt chokeret over, hvor mange der havde skrevet på Facebook. Det rører mig dybt.
Også kunderne har taget imod hende med åbne arme.
– Mange kommer og giver kram. Det er dejligt, men det er også hårdt at starte igen.
Købmanden: ”Der er noget større end bundlinjen”
Købmand Lasse Jess, der har været i Veksø-butikken i 5,5 år, siger, at Tinas tilbagekomst skulle markeres.
– Tina har været her siden åbningen som medarbejder nummer 32. Alle kender hende. Hun er fantastisk til kunderne, og da hun blev syg, påvirkede det hele byen.
Derfor skulle hendes første dag tilbage være noget særligt.
– Hun skulle ikke bare snige sig ind igen. Jeg ville vise, at hun var tilbage, og at det var gået godt. Det skulle være en velkomst, der gjorde hende glad.
Han indrømmer, at der også var økonomiske overvejelser undervejs.
– Da Tina ramte 120 sygedage, kunne jeg godt have sagt farvel. Men der er noget større end bundlinje. Jeg arbejder med mennesker. Jeg vidste ikke, om hun kom tilbage, men jeg håbede, og det har været det hele værd.
Efter 16 år i butikken er Tina igen tilbage, mens kunder, kollegaer og butikschef viser, hvor meget hun betyder for dem og ikke mindst for lokalsamfundet.
Tina forklarer afslutningsvis at støtten fra hendes chef, kollegaer, venner og familie har været altafgørende for hende.
Du kan se det skønne opslag herunder:
Hvor er det bare en skøn historie. Hjælp os gerne med at sende dem begge en venlig hilsen i kommentarfeltet på Facebook. Del også gerne historien, så flere kan blive inspirerede til at gøre en forskel for andre.
LÆS MERE:
- Mai Mercado er halvvejs igennem kemoterapi
- Forskere advarer om bacon: I samme kategori som tobak og asbest