‘Landmand søger kærlighed’-Lars P sætter ord på Anettes afvisning

Seks landmænd kæmper netop nu for at finde den store kærlighed i TV 2’s populære datingprogram ’Landmand søger kærlighed’.

Deltagerne består i år af to kvinder og fire mænd, og en af dem er 62-årig Lars P.

Lars P er en rolig landmand på hele 192 cm, der til dagligt arbejder med tyre og elsker livet på landet.

Han bor lidt udenfor Randers med både hund og kat, og han håber at finde en partner, der deler hans glæde for dyr og naturen, som omgiver gården.

I et nyt interview med Newsner åbner han blandt andet op om, hvordan det er for ham at deltage i programmet.

– Det er sådan lidt anderledes. Det har været noget af en udfordring, men også på en god måde. Det har rykket meget ved mig selv som person, selvom jeg er halvgammel, så kan jeg godt flytte mig ellers. Så det er fint, siger Lars P om oplevelsen med at være med i programmet.

Et uventet farvel i ‘Landmand søger kærlighed’

I det seneste afsnit ser man, at han har inviteret de fire kvinder på en cykeltur, som er noget, han selv holder meget af.

Efter turen trak Lars Anette til side til en såkaldt alene-date for at tale om aldersforskellen mellem dem.


– Grunden til at jeg tog hende til en ene samtale var, at hun var noget yngre, og det skulle jeg lige finde ud af, hvor hun var henne i forhold til det, forklarer Lars.

Men kort efter kom beskeden, han ikke havde regnet med.

For inden Lars P fik mulighed for at fravælge en af kvinderne, valgte Anette selv at trække sig ud:


– Det blev jeg temmelig meget overrasket over. For jeg havde ikke set det komme, fortæller han og tilføjer:


– Jeg ved ikke, om det var hende, jeg troede, jeg endte med, men jeg ville gerne have haft chancen for at lære hende kende, siger Lars P ærligt til Newsner.

Det så du ikke på TV

Da Lars senere så afsnittet på tv, følte han, at det ikke viste, hvordan samtalen reelt havde været.


– Udsendelsen var klippet sammen, som om vi slet ikke snakkede sammen, og det oplevede jeg heller ikke. Jeg synes ikke, det viser det billede, jeg oplevede. Jeg synes, vi havde en fin connection.

Han indrømmer, at han efterfølgende har spekuleret over, om han havde misset noget i deres samtale.


– Vi sad og snakkede om det alle sammen, og der var ikke nogen, der havde set det komme. Jeg har gået lidt og spekuleret over, om der var noget, jeg ikke hørte.

Selvom Anette valgte at forlade programmet, fortsætter Lars sin rejse mod kærligheden.


– Jeg kunne ikke på de der ti minutter vurdere det hele. Et eller andet sted synes jeg, det var underligt, hun havde meldt sig til, når hun var så meget yngre, siger han.

Om Lars P ender med at finde den store kærlighed, må seerne vente med at finde ud af, når resten af sæsonen ruller over skærmen.

Vi ønsker ham i hvert fald held og lykke. Hvad synes du om aftenens episode? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.

LÆS MERE: