Lucas Henriksen blev kun 18 år: Her er chefens rørende ord

Blomsterne stod tæt foran Simmelkær Kirke lørdag middag, hvor venner, familie og kollegaer tog afsked med 18-årige Lucas Moeskjær Henriksen.

Han blev bisat få dage efter, at han mistede livet i en tragisk trafikulykke. Lucas var passager i en lastbil, der forulykkede og endte i en grøft.

Ulykken har sendt chokbølger gennem det lokale lastbilmiljø – ikke mindst hos chefen Thomas Kjærgaard Nielsen, som havde Lucas i lære som chauffør.

– Vi har jo en bil, der kører galt, hvor Lucas er i lære hos os. Han har ikke selv kørekort endnu, så han er med ud at køre med en anden, fortæller Thomas til Newsner.

Et opkald han aldrig glemmer

Det var politiet, der ringede til Thomas efter ulykken. Han fik hurtigt besked om, at noget var helt galt.

– Jeg bliver ringet op af politiet og får at vide, at den ene chauffør har ondt i ryggen, og at de er ved at få Lucas ud af bilen.

Ulykken skete, da lastbilen kørte i grøften og ramte et træ. Skaderne på køretøjet var så voldsomme, at man knap kunne genkende det efterfølgende.

– Da de kører i grøften, der rammer de et træ. Og man kan ikke se, hvad det er for en bil, for det hele er blevet skubbet.

Thomas sendte sin kompagnon afsted til ulykkesstedet for at få et overblik.

– Så kører han ned for at vurdere ulykken og få bilen op af grøften igen, og han ringer og siger, at han er bange for, at Lucas ikke overlever det her.

Kort efter kom den værste besked.

– Han dør, da han kommer ud af lastbilen.


En situation, han kender alt for godt

For Thomas var det ikke bare en ulykke med en ansat. Det ramte dybt, fordi han selv har stået i næsten samme situation som Lucas.

– Jeg er selv startet som elev som 17-årig, og jeg var med ud at køre ligesom ham. Det var ikke lige det, vi havde regnet med.

Han beskriver Lucas som en god og engageret lærling, som havde fundet sig godt til rette hos den faste chauffør, han kørte med.

– Han havde kørt med den samme chauffør og fortalt, at det havde været godt og hyggeligt.

131 lastbiler i stilhed

Da familien bad Thomas om hjælp til at arrangere en æreskorte med lastbiler, lavede han et opslag på Facebook.

Han regnede med en lille håndfuld biler, men det gik hurtigt op for ham, at mange ville vise deres støtte.

– Hans onkel skrev, om jeg kunne hjælpe med den kortege, og jeg laver et opslag på Facebook og regnede med en 30-40 lastbiler. Men indenfor det første døgn havde jeg 70, og det endte med 131 lastbiler.

Både kollegaer, venner og fremmede fra hele landet dukkede op, og mange gjorde det uden overhovedet at have kendt Lucas.

– Det er jeg stolt over. Og familien har også takket os. Jeg får myrekryb af at se videoen. Mange af dem kendte ikke Lucas, men det var folk, der ville vise deres medfølelse.

Et ungt liv revet væk for tidligt

Lucas nåede kun at blive 18 år. Han var et ungt menneske, der var i gang med livet, i gang med at lære et fag og finde sin plads i verden.

Hans død er ikke bare et chok for dem, der kendte ham, men et slag i maven på en hel branche, hvor mange selv har startet som lærlinge i en ung alder.

Det gælder især hans chef Thomas, der stadig er påvirket efter den frygtelige ulykke:

– Der væltede det hele. Det er jo forfærdeligt, afslutter han.

Vores tanker går til de efterladte. Må han hvile i fred. Send gerne familien en venlig hilsen i kommentarfeltet på Facebook.

LÆS MERE:

 

Læs mere om...