Mette Frederiksen varsler om nye corona-restriktioner: ‘Stigende alvor og bekymring’

Antallet af corona-smittede i Danmark stiger, og det bekymrer regeringen, som mener, at sygdommen igen har fået en alvorlig betydning for det danske sundhedsvæsen.

I et opslag på Facebook deler statsminister, Mette Frederiksen, sine bekymringer om corona-situationen i Danmark:

– Kære alle. Regeringen følger udviklingen i coronasmitte med stigende alvor og bekymring, starter hun sit opslag med.

Ifølge tal fra Statens Serum Institut har der de seneste fire døgn hver dag været mere end 2000 smittede med corona, mens flere end 20 danskere har mistet livet med sygdommen.

Omkring 75 procent af den danske befolkning er færdigvaccinerede, men det er ifølge ministeren ikke nok.

– En kraftig opfordring, hvis du ikke er blevet vaccineret: book en tid nu. Hvis du er indkaldt til revaccination og ikke har booket tid endnu: en klar opfordring til at få det gjort, skriver statsminister, Mette Frederiksen.

Hun forklarer, at det blandt andet er de ikke-vaccinerede, som smitter de vaccinerede – heriblandt ældre og personer i risikogruppen.

Derfor skal danskerene også forvente, at regeringen atter må tage et kig i ‘restriktionskassen’.

– Så smitten holdes nede. Og så vi forebygger indlæggelser. Regeringen forventer, at Epidemikommissionen, der bl.a. består af sundhedsmyndighederne, meget snart kommer med indstillinger til regeringen og Folketinget, skriver hun i opslaget.

Du kan læse det fulde opslag herunder:

Kære alle. Regeringen følger udviklingen i coronasmitte med stigende alvor og bekymring. En kraftig opfordring, hvis du…

Posted by Mette Frederiksen on Sunday, November 7, 2021

Hvad tænker du om dette? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.