I dag, torsdag, er det blevet vedtaget af et flertal i Folketinget, at fordrevne ukrainere, der er kommet til Danmark, fremover kan indkvarteres i udsatte boligområder.
En række lovændringer er nu blevet vedtaget, som betyder, at ukrainske flygtninge kan indkvarteres i udsatte boligområder. Det skriver B.T.
Udfordringen har indtil videre været, at ukrainere i forhold til loven om forebyggelse af parallelsamfund har været kategoriseret som såkaldte ‘tredjeverdensborgere’. De har dermed været omfattet af ghetto-kriterierne, og de har derfor ikke kunnet blive indkvarteret i disse boligområder.
Der er tale om 12 områder, som optræder på den seneste liste over parallelsamfund – det, som tidligere blev kaldt ‘ghetto-listen’.
For en måned siden påbegyndte regeringen en undersøgelse af, hvor ukrainske flygtninge ville kunne indkvarteres. Her blev de udsatte boligområder blandt andet nævnt som en mulighed.

Partierne bag aftalen om forebyggelse af parallelsamfund består af Socialdemokratiet, SF, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
DF stemte torsdag hverken for eller imod lovændringerne, som også talte en lang række andre områder.
Kommunerne kan med den nye lovændring fravige byggelovgivningen ved midlertidig brug af eksempelvis lokaler for dagtilbud, skoler og institutioner.
Regeringen arbejder med et scenarie, hvor der kan komme over 100.000 flygtninge fra Ukraine til Danmark.
Tidligere, da det blev skønnet, at der ville ankomme omkring 20.000 ukrainske flygtninge til Danmark, udtalte indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S), at det som udgangspunkt ikke var muligt at indkvartere ukrainere i udsatte boligområder, som er omfattet af loven om parallelsamfund.
Men efter skønnet nu er på over 100.000 personer siger han, at der ikke er nogen vej udenom.
Hvad tænker du om dette?
Del gerne dine tanker med os i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!