Prins Joachim har krydset Atlanten for et bestemt formål – og det har trukket ham til en jysk by.
Prins Joachim har for en stund lagt Washington bag sig, da den amerikanske storby er blevet skiftet ud med Herning.
Rejsen over Atlanten er forårsaget af den årlige våbenmesse Dalo Industry Days, der løber af stablen i disse dage og er Skandinaviens største udstilling for forsvarsindustri.
Messen, der før blev afviklet i Ballerup, tiltrækker hvert år mere end 700 udstillere og adskillige tusinde gæster.
Som dansk forsvarsattaché med base i Washington D.C., er det derfor en lejlighed, som prinsen ikke ønskede at gå fra sig.
Holdt oplæg om forsvarssamarbejde
Flere fotografier fra messen viser ifølge Ekstra Bladet prins Joachim i uniform og med tydeligt godt humør under onsdagen i den jyske by.
På forhånd var det meldt ud, at han ville kigge forbi, hvorfor han ikke bare pludselig er dukket op.
I en halv times tid mellem klokken 11.00 og 11.30 onsdag skulle prins Joachim, der – som sagt – er forsvarsindustriattaché på den danske ambassade i Washington D.C., tale om forsvarssamarbejdet mellem Danmark og USA.
“Med sit unikke indblik fra Washington følger Prins Joachim udviklingen helt tæt og bidrager med perspektiver på de muligheder og udfordringer, der præger samarbejdet mellem allierede i en tid med styrket fokus på forsvarskapacitet og sikkerhed,” står der i programmet.
Familien bliver i USA
Sammen med prinsesse Marie og børnene, grev Henrik og komtesse Athena, har prins Joachim haft fast bopæl på den anden side af Atlanten siden 2023.
I den amerikanske hovedstad har han virket som forsvarsindustriattaché, ligesom han også har haft rollen som stedfortrædende forsvarsattaché.
Oprindeligt var posten sat til at vare frem til efteråret 2026, men i efteråret oplyste Kongehuset, at familien har valgt at forlænge opholdet i USA til udgangen af 2028, hvorefter de flytter retur til Danmark.