
Om få dage bliver den hovedmistænkte i Madeleine McCann-sagen løsladt.
Der har i 2025 været ekstra fokus på den berygtede Madeleine McCann-sag.
Det har nemlig stået klart, at den hovedmistænkte i sagen, Christian Brückner, ville blive løsladt i september.
Brückner står til at blive løsladt d. 17. september, og dermed er der ikke længe til, at han atter er på fri fod.
Anklagemyndigheden er fortsat overbevist om, at tyskeren var skyld i Maddies forsvinden, og derfor har det været et kapløb med tiden om at finde beviser til at sigte ham.
Det har dog ikke været muligt, og med udsigt til at han snart løslades, kommer anklageren nu med en uhyggelig advarsel.
Det skriver Daily Mail.
En af de mest omtalte sager
Det var tilbage i 2007, at den dengang treårige britiske pige Madeleine McCann forsvandt.
Pigen var på en ferie i Praia da Luz i Portugal sammen med sine forældre og søskende.
Ifølge forældrene sov Maddie på familiens hotelværelse, imens de havde været på en nærtliggende restaurant sammen med nogle venner.
Da moren kiggede til børnene sent om aftenen, opdagede hun, at Madeleine var væk.
Sagen fik enorm opmærksomhed og er fortsat en af de mest omtalte sager om en forsvunden person.
I 2020 blev en bombe smidt, da tyske efterforskere udnævnte Brückner, der var kendt i området, som hovedmistænkt.
Tyskeren har siden 2019 været fængslet, da han blev dømt skyldig i at have voldtaget en 72-årig turist i samme område, hvor Madeleine forsvandt.
Med manglende konkrete beviser står han nu til løsladelse om kort tid, og det får nu anklageren til at komme med en skrækkelig advarsel.
“Farlig”
En psykiatrisk ekspert, der har vurderet ham, har således konkluderet, at “yderligere seksuelle overgreb må forventes”.
Anklageren Christian Wolters kalder derfor Brückner for “grundlæggende farlig”.
– Han har ikke gennemgået nogen terapi eller lignende behandling i fængslet, hvilket betyder, at vi fra vores synspunkt må antage, at han vil begå nye forbrydelser.
Anklagemyndigheden har derfor ønsket flere betingelser for tyskerens løsladelse, såsom at han skal bære fodlænke og oplyse, hvor han befinder sig.
Ifølge anklageren er man nemlig overbevist om, at tyskeren har planer om at forlade landet for at undgå opmærksomhed fra pressen.
I oktober 2022 blev Brückner også sigtet for fem separate tilfælde af voldtægt og seksuelt misbrug af børn, som angiveligt blev begået i området mellem 2000 og 2017.
Han blev dog frikendt tidligere i år.
Frygter, at han forlader landet
Anklageren fra den sag har ytret et ønske om en ny retsag, men her forventer man først en afgørelse i 2026.
Derfor frygter anklageren i Maddie-sagen, at tyskeren blot vil forlade landet inden, da intet vil holde ham fra det.
Han udtaler hertil, at man stadig er i gang med at efterforske Maddie-sagen, og at man i løbet af de seneste fem år ikke har fundet noget, der fjerner mistanken fra Christian Brückner.
– Det betyder, at vi ikke har fundet nogen form for frifindende beviser, intet alibi, ingen indikationer på, at han ikke kunne have været på dette sted.
– For os er Christian B. ansvarlig for Madeleines død, og han er den eneste ansvarlige, udtaler han.
Det er så forfærdelig en sag. Vi håber, at familien vil få klarhed.