Ved første øjekast lignede hun enhver anden lille pige – klare øjne, blondt hår, et genert smil.
Men bag det uskyldige ansigt lå en barndom fyldt med smerte, omsorgssvigt og hemmeligheder, der var mørke nok til at forvride enhver sjæl.
Hendes mor forsvandt
Hun blev født i 1956 i en stille by i Michigan, og hendes liv begyndte i kaos. Da hun kun var fire år gammel, pakkede hendes 20-årige mor sine ting og forsvandt, efterladende hende og hendes bror.
Moderen sagde senere, at det sandsynligvis var “den største fejl”, hun nogensinde havde begået i sit liv.
Næsten samtidig begik hendes 23-årige far, der allerede sad i fængsel for kidnapning og overfald på en ung pige, selvmord i fængslet.
Fra det øjeblik blev børnene overladt til deres bedsteforældres omsorg. Men i stedet for tryghed blev deres nye hjem endnu et mareridt.
Hendes bedstemor kæmpede med alkoholisme, og hendes bedstefar siges at have været voldelig, endda aggressiv.
– Jeg skulle have … bortadopteret dem til fremmede. Vi led i vores familie under en form for børnemishandling. Min far var verbalt voldelig. Min mor var verbalt voldelig, og vi fik altid at vide, at vi ikke duede til noget, fortalte pigens mor senere til The Tampa Bay Times.
Blev anbragt i statslig pleje
Da hun var 13 år, blev hun gravid efter at være blevet voldtaget. Nogle hviskede endda, at hendes egen bror måske var faren. Men ifølge mange andre blev hun angiveligt voldtaget af en ven af sin bedstefar.
Familiemedlemmer fortalte senere til The Tampa Bay Times, at ingen troede på hende på det tidspunkt. Der blev aldrig indgivet nogen politianmeldelse.
Hun gav barnet til adoption i håb om at give det et bedre liv end det, hun selv havde haft.
Kort efter ramte tragedien igen. Hendes bedstemor døde, og det var et hårdt slag for hende. Hun beskrev hende som en “rigtig ren og anstændig” kvinde, der hverken drak eller bandede. Kort efter begik hendes bedstefar selvmord.
Hun og hendes bror, Keith, blev anbragt i statslig forvaring. Da hun var 11 år, begyndte hun at udøve seksuel aktivitet i skolen i bytte for cigaretter, stoffer og mad. Alene og desperat droppede teenagepigen ud af skolen og begyndte at leve på gaden, hvor hun overlevede ved hjælp af småkriminalitet og prostitution.
I løbet af det næste årti blev hun arresteret for tyveri, overfald og uorden – en straffeattest, der syntes at blive længere for hvert år, der gik.
I midten af 20’erne var hun drevet til Florida, en stat, der snart skulle lære hendes navn at kende på den værst tænkelige måde. I 1989 blev en mands lig fundet dybt inde i skoven nær Daytona Beach, skudt flere gange. To uger senere koblede politiet mordet til en kvinde, der for nylig var blevet set blaffe i nærheden.
Da de fandt hende, tilstod hun ikke kun ét drab, men flere. Den ene efter den anden blev mænd i det centrale Florida fundet døde.
Hun hævdede, at hun forsvarede sig selv, og at alle mændene havde forsøgt at overfalde hende, og at hun havde kæmpet for sit liv.
– Jeg hader ikke mænd, fortalte hun Orlando Sentinel i marts 1991. – Jeg har været igennem så mange traumatiske oplevelser, at jeg enten går rundt i choktilstand eller er så vant til at blive behandlet som skidt, at det vel er blevet en livsstil.«
“Dødens jomfru”
Men anklagerne så noget andet: en kold, beregnende morder, der lokkede mænd til sig, dræbte dem og stjal deres ejendele.
Da hendes sag kom for retten, blev hun anklaget for at have dræbt syv mænd på bare et år. Pressen kaldte hende “Amerikas første kvindelige seriemorder”.
Hendes navn er siden blevet berygtet, og hendes historie er blevet genfortalt i bøger, dokumentarfilm og endda Hollywood-film.
Hun var Aileen Wuornos – “Dødens jomfru”.
Et mediecirkus
– Wuornos er en morder, der røver, ikke en røver, der dræber. Hun ser ud til at være en seriemorder, sagde chef efterforsker Steve Binegar i 1991.
Wuornos’ retssag blev hurtigt et mediecirkus. Hun fastholdt, at hvert drab var en handling i selvforsvar mod mænd, der havde forsøgt at gøre hende fortræd. Men juryen troede ikke på hende. I januar 1992 blev hun fundet skyldig og dømt til døden.
Efter at være blevet idømt seks dødsdomme, sagde Wuornos i retten: – Jeg er så skyldig, som man kan være. Jeg vil have, at verden skal vide, at jeg dræbte disse mænd, kold som is. Jeg har hadet mennesker i lang tid. Jeg er en seriemorder. Jeg dræbte dem med koldt blod, virkelig grusomt.
Mens hun ventede på sin henrettelse i dødsgangen på Broward Correctional Institution i Florida, klagede hun regelmæssigt over beslutningen om at udsætte hendes skæbne.
– Der er ingen mening i at skåne mig, sagde Wuornos i juli 2001. – Det er spild af skatteydernes penge. Jeg dræbte de mænd, røvede dem. Og jeg ville gøre det igen.
– Der er ingen chance for at holde mig i live eller noget, for jeg ville dræbe igen. Hadet kryber gennem min krop.
Sidste ord
Wuornos’ henrettelse blev til sidst gennemført ved hjælp af en dødelig indsprøjtning den 9. oktober 2002. Inden dommen blev fuldbyrdet, mumlede den 46-årige sin sidste erklæring, som lød som følger:
– Jeg vil bare sige, at jeg sejler med klippen, og jeg kommer tilbage, ligesom på uafhængighedsdagen, med Jesus. Den 6. juni, ligesom i filmen. Med det store moderskib og alt det, jeg kommer tilbage, jeg kommer tilbage.
Mens hendes forbrydelser rystede verden, efterlader hendes tragiske fortid stadig et spøgelsesagtigt spørgsmål: Var Aileen født som et monster – eller blev hun gjort til et?
LÆS MERE:
- Denne smilende dreng voksede op til at blive en af de ondeste mænd på jorden
- Myrdet drengs sidste ord giver kuldegysninger
