
Lars Bjørslev fra ‘Hotel Romantik’ har fået en dårlig besked fra lægerne om sin kræftsygdom og er nu sat i behandling.
Lige nu gør 67-årige Lars Bjørslev sine hoser grønne hos kvinderne i Hotel Romantik, hvor det især er den smukke Lise-Lotte, der har fanget hans opmærksomhed.
Her har Lars Bjørslev været åben omkring, at han tidligere har været i et kræftforløb med strålebehandling, der begyndte for ti år siden.
Men efter optagelserne til ‘Hotel Romantik’ sluttede, så har der desværre været dårligt nyt om helbredet for ham.
– Jeg blev opereret for prostatakræft, og så er det gået rigtig fint de sidste otte-ni år. Efter knap 10 år er jeg blevet scannet, og det viste sig så, at det havde spredt sig – ikke til knoglekræft, men metastaser fra prostataen i knoglerne, siger Lars Bjørslev til Se og Hør.
Smerter udebliver
Nu er Lars Bjørslev kommet på noget, der hedder antihormon, og han fik det første skud 31. december. Derfor har han hedeture og oplever, at energien er dalende.
Heldigvis har Lars Bjørslev ikke ondt, og han har det “på sin vis godt nok”. Han var også på forhånd klar over, at der nok ville komme noget, da han kender andre, der har prostatakræft.
Det heldige med prostatakræft er, at det er en af de kræftformer, der er forsket mest i, og derfor er der en del værktøjer. Det gør også, at Lars Bjørslev ikke er nervøs.
Kvinde skal gå op i vin
Samtidig understreger han også, at det er vigtigt at nyde livet, mens man har det, og med sin store passion for vin, går Lars Bjørslev op i, at hans kommende kæreste deler samme interesse.
Selv går han nogle gange til smagninger og middage, og derfor kunne det være rart for ham at få en kæreste med til de arrangementer. Ud over det vil han gerne have en kvinde med flotte øjne og en god humor.
Lars Bjørslev, der har to børn, havde været single i fire år, inden han meldte sig til ‘Hotel Romantik’. Han har fem børnebørn, og han overnatter ofte hos deres forældre.
– Det, man er igennem i et kræftforløb, er selvfølgelig trist. Men det handler om at se tingene fra en positiv side. Det er derfor, jeg har lyst til, efter at have været alene i fire-fem år, at finde en at rejse med, hygge sig med, drikke et godt glas vin med, har Lars Bjørslev tidligere udtalt til Her & Nu.
Vi håber på det bedste for Lars Bjørslev!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!
LÆS MERE:
- Frank blev rørt over datterens ord i ‘Hotel Romantik’
- Bente sætter ord på forholdet til Kjeld i ‘Hotel Romantik’