Den konservative politiker Mai Mercado blev i august sygemeldt, efter at hun fik konstateret brystkræft.
Siden diagnosen har den 44-årige politiker løbende delt sin kamp mod sygdommen på sociale medier.
Hun har fortalt om sit første møde med kræftlægen, bivirkningerne fra kemobehandlingen og om den såkaldte “boosterpen”, en sprøjte, hun selv giver sig, for at hjælpe immunforsvaret gennem behandlingen.
I et nyt opslag på Instagram sætter Mai Mercado endnu en gang ord på et sårbart emne i forbindelse med hendes brystkræftforløb – nemlig det at miste håret under kemo.
– Her er min paryk. Mange har skrevet pænt om min frisure det seneste stykke tid – tak for det. Men sandheden er, at det ikke længere er mit eget hår – det er en paryk, skriver Mai Mercado i opslaget.
Donerede sit hår
Hun fortæller, at hun på et tidspunkt fik klippet sit hår kort og samtidig donerede sit lange hår til en parykmager, som laver parykker af ægte hår.
– Hvad jeg ikke har fortalt er, at jeg samme dag bestilte endnu en frisørtid – til en uge efter min første kemo. Der havde jeg mine børn med, og de hjalp med at klippe mit hår 9 mm kort. Det var faktisk en god oplevelse – midt i alt det svære. Børn gør automatisk én lidt sejere, og der faldt ingen tårer den dag, skriver hun.
Efterfølgende tog hun sin nye paryk på for første gang.
– Den føltes mærkelig – men jeg følte mig også stærk og empowered, skriver hun videre.
Et følelsesladet øjeblik
Da håret senere begyndte at falde af, besluttede hun sig for at fjerne det helt.
– Det gjorde min mand en aften, efter ungerne var gået i seng. Jeg sad på en taburet i brusekabinen, mens han klippede det hele af med en trimmer. Den aften græd jeg. For der er bare så meget kvindelighed og identitet i det hår – og det var en sorg at få det helt fjernet.
I tiden efter brugte hun paryk hver dag, men i dag skifter hun mellem paryk, tørklæde og turban alt afhængigt af situationen.
– Jeg kan mærke, at jeg vækker mindre opsigt, hvis jeg for eksempel er ude at handle med paryk – end hvis jeg binder et tørklæde eller har turban på. For de fleste kan godt regne ud, at man er syg – og mange kan også regne ud, hvad man fejler, hvis man kun har tørklæde på, fortæller hun.
Vil aftabuisere hårtab
Mai Mercado fortæller, at opslaget ikke har været nemt at skrive, men at det føltes rigtigt.
– Da jeg startede med at skrive om min brystkræft, lovede jeg mig selv, at jeg ikke kun ville skrive om de nemme ting. Og det her opslag har ikke været nemt at skrive. Men det føles til gengæld rigtigt.
Hun understreger, at hun ønsker at være med til at bryde tabuet omkring kvinder, der mister håret under kræftbehandling.
– For hvis vi skal aftabuisere noget af den skam, der følger med, når en kvinde mister sit hår. Så må vi starte med at tale om det. Det er på tide, at jeg står ved mig selv, skriver hun.
Du kan se det fulde opslag herunder: