Den kendte deltager fra et af DR’s mest populære programmer fortæller nu åbent om mange svære år i en ny bog.
I foråret kunne seerne på DR1 glæde sig over at få lov til at stifte bekendtskab med musikeren Stephen Lindenhoff på 70 år i den anden omgang af ‘Hotel Romantik’.
Her formåede han at charmere flere af kvinderne, men han fandt dog hurtigt tonen med Henriette.
Han har et langt ægteskab bag sig, som begyndte med forelskelse, men endte med ophold på krisecenter efter mange års vold fra hustruen – både fysisk og psykisk.
Forlod hjemmet som 63-årig
Historien har han nu valgt at samle i en bog under titlen ‘Husfred’, hvor han beskriver årene med partnervold frem til dagen, hvor han i en alder af 63 år besluttede sig for at forlade hjemmet med to par underbukser og hunden.
Ægteskabet med Lise nåede at vare intet mindre end 30 år, og i den periode talte volden blandt andet dødstrusler, knivstik og slag mod hovedet.
“Min hustru blev voldelig, når hun fik for meget at drikke, og det gjorde vi begge to for tit,” lyder det fra Stephen Lindenhoff ifølge SE og HØR.
Ifølge ham var alkohol en stor del af det, hver eneste gang, det blev voldeligt mellem dem.
Vil bryde tavsheden
Med bogen vil han også gøre op med tavsheden om mænd, der lider under vold fra deres partner.
“Det er forbundet med skam at blive udsat for vold af en kvinde. Man føler sig svag og umandig. Jeg talte ikke med nogen om det. I dag ved jeg, at flere mænd, end vi tror, lever i voldelige forhold – vi hører bare sjældent om det,” siger han.
Parret har datteren Augusta sammen. Stephen Lindenhoffs nye bog kommer på gaden 29. oktober.