Normalt er eksperten ikke i tvivl om, hvem der ryger hjem i ‘Vild med dans’. Men efter flere overraskelser den seneste uge, er alt vendt på hovedet.
Danseskoene skal kridtes igen i aften, når endnu en fredag aften står i ‘Vild med dans‘-programmets tegn.
Men dagens udgave af ‘Vild med dans’ kommer i den grad til at blive præget af torsdagens chok-besked. Her fortalte danseren Morten Kjeldgaard, at han skulle akutopereres i dag fredag. Derfor kan han naturligvis ikke være med i dagens udgave af dansekonkurrencen.
Dermed står Julie Rudbæk overfor at skulle danse med en ny partner i aften. Det er netop kommet frem, at det er Eugen Miu som erstatter Morten Kjeldgaard. Han dansede indtil i sidste uge med Sissal, hvor de røg ud.
Ifølge Danske Spils oddssætter og ‘Vild med dans’-ekspert, Mathias Reimer Larsen, er det et kæmpe chok, at Morten Kjeldgaard måtte trække sig.
De ryger ud
Men Morten Kjeldgaards exit er ikke det eneste, der den sidste uge har overrasket eksperten.
– Det var en kæmpe overraskelse for os, at Sissal røg ud. Og det var en kæmpe overraskelse, at Julie Rudbæk måtte i farezonen. Men det er til gengæld perfekt for spændingen i konkurrencen, at vi her halvvejs får vendt op og ned på hele showet: For hvem pokker ryger nu ud? spørger Danske Spils oddssætter.
Ifølge ham er der et trekløver i bunden, hvor tingene er meget lige.
– Det bliver dødtæt på fredag. De tre nederste ligger næsten side om side. Det står mellem Gustav Salinas, Alfred Midé Erichsen og Julie Rudbæk, men hvem af dem, det bliver, det kommer an på dagsformen – og så tror jeg måske, at Julie godt kan regne med en del sympati-stemmer, oven på hendes dansepartners exit, siger Mathias Reimer Larsen.
I sidste uge forudså han, at det var Gustav Salinas, der skulle forlade konkurrencen. Sådan gik det som bekendt ikke.
– Ja, der tog jeg fejl, og det må jeg bare indrømme. Men det var ikke kun fordi dommerne gav ham mange point, at Gustav overlevede. Pludselig var også seerne tilsyneladende på hans side, og det kan blive lidt af en gamechanger, siger Mathias Reimer Larsen.
Han er imponeret over Gustav og kan ikke huske, at have set sådan et comeback før.
– Vi var stensikre på, at Gustav røg ud i sidste uge, og nu står vi her og er ikke engang sikre på, at han skal i omdans? Det er faktisk ret godt gået – eller danset, om man vil, siger Mathias Reimer Larsen.
Hvem tror du ryger ud af ‘Vild med dans’ i dag? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.
LÆS MERE:
- Julie Rudbæk reagerer på Morten Kjeldgaards afgang
- ‘Vild med dans’-seerne raser: “Hvordan endte de i omdans?”