Lars Løkke på Fox News: Grønland vil ikke acceptere et købstilbud

Lars Løkke Rasmussen medvirkede natten til torsdag i et interview hos amerikanske Fox News.

Danmark, USA og hele Grønlands fremtid.

Det er uden tvivl noget af det, der har fulgt allermest i medierne herhjemme i år.

Natten til torsdag var Lars Løkke Rasmussen så at finde i de amerikanske medier, da han blev interviewet på Fox News, og her kom han med en klar udmelding om situationen.

“Du kan ikke handle mennesker”

Den danske udenrigsminister var klar i mælet, og indledte allerede interviewet med en vigtig pointe.

– Du finder ikke et andet land, der ligesom Danmark har haft uafbrudte diplomatiske forbindelser med USA.

Hele 225 år er der gået, hvor der har været uafbrudte diplomatiske forbindelser mellem vores lande.

Under interviewet pointerede Lars Løkke da også sit eget gode forhold til Donald Trump og det faktum, at han var en af de første europæiske ledere, der blev inviteret til Det Hvide Hus under hans første embede som præsident.

På trods af det gode forhold var Lars Løkke dog ikke bleg for at understrege, at der bare også er nogle “røde linjer”.

Udover at Donald Trump har talt om at overtage Grønland med magt, så har han også nævnt muligheden for at købe sig til kontrollen, og den giver Lars Løkke ikke så meget for.

– Det her er 2026. Du kan handle med mennesker, men du kan ikke handle mennesker.

Tv-værten kom også med et eksempel om, hvorvidt Lars Løkke tror, at de grønlandske borgere vil stemme om at bryde ud, hvis de blev tilbudt 500.000 dollar pr. person, men her var svaret også klart fra danskeren.

– Nej, slet ikke. For der er ikke nogen chance for, at USA vil betale for et skandinavisk velfærdssystem i Grønland, ærligt talt. I har ikke introduceret et skandinavisk velfærdssystem i jeres eget land.

Hertil svarede Lars Løkke også på, om han tror, at USA vil invadere Grønland.

– Nej. Det håber jeg ikke, for det vil være enden på NATO.

LÆS MERE: