En af verdens mest omtalte skuespillere skulle have været omdrejningspunktet i endnu en sæson, men ifølge flere medier er han blevet fyret.
48-årige Tom Hardy er angiveligt blevet fyret fra gangsterdramaet ‘Mobland’, hvor han spiller en af de bærende roller.
Det skriver flere amerikanske medier, herunder Variety.
Ifølge Variety er årsagen til fyringen, at der er opstået konflikter under optagelserne med blandt andre producer Jez Butterworth samt produktionsselskabet 101 Studios.
Konsekvensen skulle være, at Hardy ikke kommer til at medvirke i seriens tredje sæson, som allerede har fået grønt lys.
Hverken Tom Hardy selv eller Paramount, der producerer serien, har udtalt sig om sagen.
Sæson 2 fortsætter som planlagt
Nyheden om fyringen ser dog ikke ud til at lave om på planerne for den kommende sæson.
Ifølge Forbes vil Hardys karakter, Harry Da Souza, stadig optræde i den kommende sæson, hvis optagelser blev afsluttet i marts i år. Sæson 2 af ‘Mobland’ ventes at få premiere i løbet af 2026.
Det er endnu uklart, hvordan seriens manuskriptforfattere vil håndtere det narrative spørgsmål om, hvordan karakteren skrives ud af historien frem mod den tredje sæson.
Sæson 3 fik som nævnt grønt lys, inden sæson 2 overhovedet fik premiere. Det er et ganske usædvanligt skridt, der klart og tydeligt vidner om, hvor store forventninger der har været knyttet til serien.
Blodig rivalisering
Serien ‘Mobland’ er bygget op om en blodig rivalisering mellem to mafiafamilier, der befinder sig i en magtkamp med vidtrækkende konsekvenser.
Hardy spiller en moralsk ambivalent fixer, mens Pierce Brosnan spiller rollen som en nådesløs kriminel magtfigur, der samtidig er Hardys chef.
Tom Hardy er anerkendt verden over for en lang række roller, herunder hovedrollen i ‘Venom’-trilogien samt den kritikerroste film ‘Locke’.