Mens kong Frederik løb i mål ved Royal Run i København, var hans mor blevet indlagt på Rigshospitalet.
Dronning Margrethe er mandag blevet indlagt på Rigshospitalet til behandling for en større blodansamling i hofteregionen.
Tilstanden er opstået som følge af et tidligere fald og er blevet opdaget ved en CT-scanning.
Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.
I samme pressemeddelelse lyder det også, at dronning Margrethe efter omstændighederne har det godt, men forventes at forblive indlagt i en række dage.
“Jeg har en rimelig sej mor”
Kong Frederik reagerede på sin mors indlæggelse umiddelbart efter at have gennemført Royal Run i København.
Her erkendte han åbent, at medierne på det tidspunkt var bedre orienteret end ham selv.
“Jeg må indrømme, at medierne har mere viden i det her øjeblik, end jeg har. Men det er foregået, som pressemeddelelsen har beskrevet det. Og jeg har en rimelig sej mor, som ikke behøver at løbe 1600 meter, 5000 meter eller ti kilometer som mig,” sagde kongen ifølge TV 2.
“Hun er i de bedste hænder”
Dronning Mary kom i et interview med TV 2 ved Royal Run også sin vurdering af situationen.
I denne forbindelse beskrev hun indlæggelsen som et mindre indgreb relateret til et tidligere fald og understregede, at alt var gået godt.
“Det er et lille indgreb for et tidligere fald, og det er gået godt, og hun er i de bedste hænder,” sagde hun.
Hun tilføjede, at nyheden trods alt lagde en mindre dæmper på dagen.
Dronning Margrethes indlæggelse skete nemlig samme dag, som store dele af kongefamilien deltog i det folkelige motionsarrangement Royal Run forskellige steder i landet.