Sangeren og hans kone har sammen med et andet kendt par investeret et større millionbeløb i en landejendom.
Sangeren Christopher og hans hustru, Cecilie Haugaard, har valgt at kaste sig ud i et nyt fælles projekt. De er dog ikke alene om det, da de har fået selskab af et andet kendt par.
De fire står nemlig bag købet af en ejendom, der har fået navnet Grønnegården, og som nu er blevet præsenteret på en tilhørende Instagram-profil.
Ud over Christopher og Cecilie Haugaard er det Jannick og Martin Lyneborg-Lindberg fra Le Management, der indgår i handlen.
Drømmer om et roligere liv
I et opslag på det sociale medie fortæller de fire, at de går ind i projektet uden den store erfaring, men til gengæld med store forventninger til fremtiden.
“Vi er to familier, der har købt en bondegård, og hvis vi skal være helt ærlige, så aner vi ikke helt, hvad vi laver,” skriver de.
De uddyber desuden, hvilke forestillinger de gør sig om, hvordan livet på gården kommer til at foregå i fremtiden.
“Drømmen er ikke bare en gård. Det er en drøm om et langsommere liv og et sted med højt til loftet, beskidte fingrer, beskidte børn, dyr, grøntsager fra køkkenhaven og lange sommeraftener, med den slags nærvær og fællesskab, der bare kan vokse år for år,” lyder det.
Instagram-profilen, hvor de fremtidige opslag om gården bliver delt, har tidligere haft en anden funktion, men tæller allerede 50.000 følgere.
Kostede over 12 millioner kroner
Ifølge SE og HØR er der tale om en handel, der har kostet de to par hele 12,5 millioner kroner. Af tinglysningen fremgår det desuden, at de fire overtog ejendommen 1. juli.
Sælgerne er OL-guldvinderen Victor Feddersen og hans hustru, som selv havde erhvervet gården for 11.750.000 kroner.
Ejendommen består af en grund med et areal på mere end 11 hektar og rummer blandt andet egen sø samt en stor have.
Selve boligen strækker sig over 210 kvadratmeter fordelt på fire værelser i to plan, og på grunden findes der desuden en større erhvervsbygning.