Krigen mod Ukraine, er slet ikke forløbet på den måde Putin havde håbet.
Når hverdagen for alvor brænder på, kan det være fristende at pege fingre ad naboen.
Tendensen eksisterer dog absolut også på den politiske scene, hvor magtfulde mennesker forsøger at vaske hænder.
Her kan man pludselig skifte holdning, når problemerne begynder at hobe sig op.
Lige netop en af verdens mest omtalte statsledere befinder sig i dag i præcis den situation.
Den taktik, han tidligere hånede andre for at bruge, er nu blevet hans absolut foretrukne våben.
Det skriver Rferl.
Fortidens hårde ord
Vi spoler tiden tilbage til 2018, hvor Ruslands præsident, Vladimir Putin, var særdeles kritisk over for nabolandet.
Han beskyldte den ukrainske ledelse for at udnytte krigen i regionen Donbas som en bekvem undskyldning.
Ifølge Vladimir Putin forsøgte man i Kyiv at skjule landets økonomiske nedture ved at give konflikten skylden.
Han mente helt konkret, at de ukrainske politikere flygtede fra et indenrigspolitisk ansvar over for borgerne.
Dengang lød budskabet fra Moskva, at lederne kynisk udnyttede situationen til egen fordel.
Man tegnede et skarpt billede af en stat, der bevidst brugte krigslarmen som et praktisk røgslør for egne fejl.
Det blev fremstillet som en desperat handling fra en trængt regering, der havde mistet grebet.
Præsidenten udviste ingen nåde i sin retorik, da han udstillede nabolandets håndtering af de svære kriser.
Vender blikket udad
Nu skriver kalenderen 2026, og situationen er vendt fuldstændig på hovedet hjemme i Rusland.
Statslederen oplever i dag selv en voksende utilfredshed i samfundet i takt med, at økonomien for alvor vakler.
Blandt andet lider landet under en mærkbar brændstofkrise, der skaber frustrationer.
Danskere brokker sig jævnligt over høje benzinpriser herhjemme, men i den russiske stat truer manglen selve de grundlæggende forsyningskæder.
Krisen på markedet udspringer i høj grad af målrettede ukrainske droneangreb.
De rammer vitale olieraffinaderier, hvilket skaber logistiske udfordringer for en presset infrastruktur.
Regeringen peger i dag konsekvent på eksterne fjender frem for at tage ansvar for de hjemlige problemer.
Man retter bekvemt skytset mod udlandet for at forklare, hvorfor borgerne i øjeblikket oplever dalende levestandarder.
Krigens økonomiske omkostninger fylder efterhånden så meget, at den politiske ledelse tydeligvis føler sig trængt op i en krog.
Vladimir Putin griber nu krampagtigt til de samme undskyldninger, som han for bare otte år siden hånede regeringen i Kyiv for at bruge.
