Lionel Messi med vild bedrift: Den første nogensinde

Inter Miami-stjernen kan nu glæde sig over, at han kan skrive endnu en vild bedrift på sit CV.

Lionel Messi har skrevet historie i den amerikanske fodboldliga MLS.

Den argentinske stjerne kan nemlig bryste sig af at være  blevet den første spiller nogensinde til at vinde topscorerprisen Golden Boot i to sæsoner i træk.

Den 38-årige Inter Miami-stjerne sikrede sig prisen i denne sæson at have scoret 26 mål i 31 kampe.

Det oplyser MLS på sin officielle hjemmeside, hvor det også fremgår, at Messi ligeledes leverede 17 målgivende afleveringer i sæsonen.

Slog konkurrenterne

Messi sluttede den regulære sæson med fire mål mere end sin nærmeste konkurrent, Peter Musa fra FC Dallas.

Dermed kunne den ottedobbelte Ballon d’Or-vinder endnu en gang kalde sig topscorer i den bedste amerikanske fodboldrække.

Sidste år vandt Messi samme pris, og her kunne han endda bryste sig af en endnu mere målrig sæson. Her blev det nemlig til i alt 29 scoringer og 19 målgivende afleveringer.

Selv om årets tal er en smule lavere, har argentineren altså formået noget, som ingen anden spiller tidligere har præsteret i MLS.

Slutspillet venter

Messi kan endda ende med at føje endnu flere scoringer til sin sæson, for Inter Miami er endnu ikke færdig med at spille fodbold.

Holdet sluttede den regulære sæson på en samlet 2.-plads i Eastern Conference, hvilket betyder, at de dermed er klar til også at tage hul på slutspillet.

Her venter Columbus Crew, som sluttede på 7.-pladsen, i den første kamp. De to hold mødes i en serie, der afgøres bedst af tre kampe.

Eventuelle scoringer i slutspillet får dog ingen betydning for Messis topscorertitel, da Golden Boot udelukkende bygger på de mål, der bliver scoret i den regulære sæson.

 

Læs mere om...