Ukrainske droneangreb har ramt Ruslands brændstofproduktion i en sådan grad, at benzinmangel og rationering nu breder sig i landet.
Tomme standere, rationering og eksploderende benzinpriser.
Sådan mærker en lang række helt almindelige russere nu krigen ved de russiske tankstationer rundt omkring i landet, efter at ukrainske droner har lagt store dele af landets brændstofproduktion ned.
Ifølge Reuters fremstiller Rusland i øjeblikket omtrent 25 procent mindre benzin end på samme tid sidste år, hvilket naturligvis kan mærkes.
Manglen breder sig
Knapheden har bredt sig over store dele af Rusland, hvilket blandt andet har medført, at flere tankstationer er begyndt at rationere, og enkelte kæder endda har sat priserne op med helt op til 20 procent.
For at holde hjulene i gang har Rusland samtidig været nødt til at tage hul på at hente brændstof ind ad søvejen.
Og i samme ombæring er der også kommet en usædvanlig erkendelse fra den russiske centralbank.
“Risikoen for højere inflation er steget som følge af et midlertidigt fald i brændstofproduktionen,” lyder det ifølge Reuters.
Rammer Putin
Banken satte fredag renten ned med 0,25 procentpoint til 14,25 procent. Nedsættelsen blev mindre end forudset, da bekymringen for prisstigninger er tiltaget.
Og krisen rammer Vladimir Putin på et yderst ubelejligt tidspunkt, lyder det fra den russiske analytiker Andrei Makhovsky.
“Brændstofkrisen kan blive den værste siden krigens begyndelse,” siger han til Radio Free Europe/Radio Liberty.
Han peger på, at presset denne gang overgår tidligere situationer, fordi Ukraine er blevet mere slagkraftige og har haft succes med en række af deres seneste angreb.