Lina Rafn har dannet par med kæresten i 28 år: Derfor vil hun ikke giftes

Infernal-sangeren Lina Rafn fylder snart 50 år, men hverken fødselsdag eller bryllup frister hende til at arrangere en stor fejring.

Lina Rafn runder i den kommende uge et skarpt hjørne, da hun her fylder 50 år. Til trods for dette, så skal omgangskredsen ikke regne med en stor markering af dette.

På samme vis føler hun heller ikke det store behov for at gifte sig med Kasper Pertho, som hun ellers har dannet par med i 28 år.

Både bryllupper og fødselsdagsfester er nemlig noget, som den kendte sanger helst lader gå stille forbi.

Minder om arbejdet

“Det rager mig en høstblomst. Jeg havde booket en negletid på min fødselsdag, for det havde jeg ikke lige tænkt over, det er jo bare en onsdag, og vi har helt sikkert også ting, vi skal i studiet. Det går jeg virkelig ikke op i,” sagde hun til B.T., da de mødte hende under dette års Smukfest.

Ifølge Lina Rafn ligger der den samme indstilling bag, at hun aldrig er blevet gift trods det faktum, at hun og kæresten har dannet par i næsten tre årtier.

Grunden til den manglende trang til at holde store fester er, at hverdagen i forvejen nærmest er én lang fest, når man arbejder i Infernal.

Store mærkedage kommer nemlig til at minde for meget om jobbet, da det vil byde på gæsteliste, budget, lokation, tøj og alt det praktiske.

Vil ikke at være i centrum

Lina Rafns makker i Infernal, Paw Lagermann, peger desuden på, at det, andre gemmer til højtiderne, er noget, de to laver hele tiden.

For Lina Rafn betyder det, at fritiden mest af alt bare skal handle om ikke at være i fokus.

“Man har virkelig ikke behov for at være centrum. Jeg vil supergerne i teatret og se på andre vise mig noget, der er smukt, og jeg vil gerne være med til fest, jeg bare kan deltage. Men fuck man, det der med, at så skal jeg holde en tale,” lyder det fra hende.

 

Læs mere om...