Sker for første gang: Nu skal Jon Hamm være far

Den verdenskendte skuespiller Jon Hamm og hans kone, Anna Osceola, venter deres første barn sammen.

Den 55-årige amerikanske stjerne Jon Hamm har i en moden alder besluttet sig for, at han nu vil prøve kræfter med at være far for allerførste gang.

Det skriver flere amerikanske medier, blandt andre People.

Barnets mor er Hamms 38-årige kone, skuespilleren Anna Osceola, som han blev gift med tilbage i 2023.

Blev viralt hit

Jon Hamm er især kendt for sine store roller i serier som ‘Mad Men’, ‘Fargo’ og ‘Your Friends & Neighbors’ og har intet mindre end 135 roller bag sig.

Sidste år oplevede han en fornyet global bevågenhed på en lidt anden måde, da han ufrivilligt blev omdrejningspunkt i et viralt meme, der spredte sig på de sociale medier.

Det tog udgangspunkt i en scene fra ‘Your Friends & Neighbors’, hvor hans karakter befinder sig på en natklub.

Ukendte kreatører, som angiveligt skulle vise sig at være russiske eller ukrainske, lagde Kato og Jon Nørgaards hit ‘Turn The Lights Off’ fra 2012 under klippet.

Sangen blev sidst i 2025 pludselig et hit i hele verden, da det populære meme spredte sig.

Det fik mange lidt ældre mennesker verden over til at mindes deres egne diskoteksår og skabe deres egne versioner klippet til Hamm-sekvensen.

Fra skilsmissebarn til far

Familielivet lå ellers ikke i kortene for den amerikanske skuespiller, hvilket han selv har udtalt sig om.

I et interview fra 2024 med The Hollywood Reporter forklarede han, at hans forældres skilsmisse længe havde fået ham til ikke at se ægteskab som noget for ham.

Da han giftede sig med Osceola, begyndte han dog at nære et håb om, at det én dag ville føre børn med sig.

“Jeg kommer til at blive en gammel far, men sådan er det. Det kan være en god ting – vi får se,” sagde han.

 

Læs mere om...